Vi har set skitserne før, og dér kunne man se, at den næste elektriske Volvo bliver meget større end XC40 Recharge.
I går viste Volvo-chef Håkan Samuelsson så Concept Recharge, der mere end antyder designet af deres næste elbil. Som bliver en elektrisk XC90, men med en mere sporty silhuet end den nuværende XC90 med stempelmotor.
Taglinjen falder fra B-søjlen og giver bilen et udseende, der mere ligner en crossover, lidt a la Porsche Taycan Cross Turismo, men med en lige skåret hæk, der ligner det, vi ellers har set på nyere Volvo-modeller.
Frontpartiet og overhænget er kortere end på de nuværende S90 og XC90, som den elektriske udgave erstatter, og baghjulene er trukket langt tilbage og fortæller om lang akselafstand og et rummeligt interiør.
“Inde i Concept Recharge har vi skabt en ægte skandinavisk stuefølelse. Interiøret kombinerer vores nyeste teknologi med flotte, bæredygtige og naturlige materialer. Alle dele af interiøret er små kunstværker i sig selv og kunne stå alene som individuelle møbler i et rum. Vi bruger de nyeste teknologier, men ikke for deres egen skyld. Vi lægger altid vægt på de fordele, som teknologierne kan føre med sig,” siger designchef Robin Page.
Af erfaring kan vi tilføje, at det her er et koncept, og den færdige bil kommer næppe til at se præcis sådan ud indeni. Men bevares, business lounge-designet kan meget vel blive en realitet for dem, der vil betale for en specialudgave. Range Rover og Bentley gør det, så hvorfor ikke Volvo?
Det skal i øvrigt være muligt at hæve bagsæderne, så små børn kan se ud af bilen.
Dørene tror vi heller ikke bliver at finde i denne form på produktionsudgaven, men hvad der er sikkert, er at den endelige version af bilen får en LiDAR-sensor (se over forruden) lavet af Luminar, som gør bilen endnu mere selvkørende end det nuværende niveau 2.
Med XC90 introducerer Volvo også den næste generation af deres infotainment-system, som har en 15 tommers stående touch-skærm, hvor brugervenlighed og sikkerhed skal være særligt i fokus.
På dette tidspunkt vil Volvo ikke sige noget om rækkevidde og batterier, men de har tidligere sagt, at de vil introducere 800 volt teknologi, der øger ladehastigheden, og den lange platform har god plads til batterier under det helt flade gulv. Så regn med klasseledende rækkevidde – Volvo antyder selv op til 900 km på en opladning.
Endnu vigtigere er Volvos satsning på, at ingen skal omkomme i en Volvo. De har endda et navn for det, Zero Collision, hvor LiDAR og flere sensorer skal forhindre kollisioner.