Under afsløringen af den nye Formel E-bil 99X Gen3 i sidste uge afslørede Porsche også flere tekniske specifikationer for den Macan, der komme i 2024. Ifølge afsløringerne kan vi blandt andet forvente, at Macan bliver udstyret med et 100 kWh batteri. Det skriver bl.a. Autocar.
Højeffektive batterier
Batteripakken bliver opdelt i 12 moduler og får en anden type batterikemi end batterierne i Taycan. Den får blandt andet silicium i anoden, som giver en højere energitæthed. Og med en ladeeffekt på op til 270 kW skulle Macan kunne lade fra 5 – 80 procent på kun 25 minutter.
Porsche har endnu ikke offentliggjort officielle tal på rækkevidden, men en talsperson for den tyske bilproducent skal have udtalt, at Macan får en væsentlig længere rækkevidde end Taycan, der i dag stopper ved omkring 500 kilometer WLTP.
Første elbil på Porsches nye PPE-platform
Macan bliver det første køretøj bygget på Volkswagen-gruppens nye Premium Platform Electric (PPE) med 800 v-arkitektur. Platformen er udviklet i samarbejde med Audi og vil også blive taget i brug på den kommende Q6 e-tron.
PPE-platformen er designet til elektrisk firehjulstræk, men vil i fremtiden også kunne understøtte baghjulstræk. De elektriske motorer, der tages i brug i Macan, vil være væsentligt fornyede og mere effektive end Taycan. Tilsammen yder de op til 603 hestekræfter (450 kW) og et drejningsmoment på 1001 Nm.
Porsche har naturligvis fokus på at gøre køreegenskaberne optimale, blandt andet ved hjælp af firehjulsstyring og en fordelagtig vægtfordeling. Macan EV får også en ny generation af Porsche Active Suspension Management (PASM)-chassiset, som giver øget kørekomfort og flere justeringsmuligheder. Ved højere hastigheder vil bilen blive sænket for at give bedre aerodynamik og reduceret forbrug.
Bose eller Burmester?
Porsche har ikke annonceret detaljerede specifikationer om infotainment i Macan endnu, men vi kan nok forvente en eller flere touchskærme med understøttelse af Apple CarPlay og Android Auto. Dagens fossile version af Macan kan udstyres med opgraderede lydsystemer fra Bose eller Burmester, så det er nærliggende at tro, at fremtidens elektriske version vil have lignende valgmuligheder.
Kommer i 2024
Porsche forventer at starte produktion og leverancer af den elektriske Macan i løbet af 2024. Flere detaljer og specifikationer vil blive meldt ud tættere på lanceringen.