Før du griber telefonen og afbestiller EQS’en, er der et par ting, du bør vide om Mercedes-Benz Vision EQXX. Den er netop det, en vision for fremtidens elbiler fra Mercedes-Benz, men teknologien under den spektakulære skal vil finde vej til en Mercedes i en ikke alt for fjern fremtid.
For som Ola Källenius, bestyrelsesformand for Daimler AG og Mercedes-Benz AG siger: – Mercedes-Benz VISION EQXX viser, hvordan vi tror fremtiden for elektriske biler ser ud.
Det betyder også, at hvis du synes, at EQS ser for radikal ud i forhold til en S-klasse, så er det ikke sikkert, at det er bilen for dig.
Men lad dig for alt i verden ikke skræmme væk af designet. Det er trods alt et koncept, om end et fuldstændig kørbart koncept. Mercedes planlægger nemlig at teste Vision EQXX på vejene i løbet af 2022, og som vi ved, er der mange biler, som ser meget bedre ud i virkeligheden end på billeder. Som nævnt EQS. Og BMW iX for den sags skyld.
Vision EQXX skal være endnu mere effektiv end en EQS, op til 95 procents effektivitet fra en ny drivlinje, som vi garanteret kommer til at se på elbiler med nummerplader på i fremtiden. Måske allerede i 2024, siger Markus Schäfer, teknologichef hos Daimler.
1000 km
Under de dristige linjer på Vision EQXX sidder en nyudviklet og energieffektiv drivlinje, som kører dig over 1000 km på en ladning. Den ekstremt lave luftmodstand på 0,17 Cd (EQS = 0,20 Cd) skyldes specielle dæk og hjul med regulerbare åbninger foran, som leder luftstrømmen i forskellige baner alt efter hastighed, og en elektrisk diffuser under bagenden.
Mercedes har selv udviklet en stor del af 100 kWt batteriet og eldriften fra en 200 hk elmotor i Vision EQXX, som i denne form er baghjulsdrevet, eller som de selv ynder at sige: software driven.
Der er ingen tvivl om, at det kræver en del regnekraft at få alle de elektriske komponenter til at tale sammen på en meningsfuld måde. Chaufføren og passagererne møder nemlig ikke bare den avancerede elektronik i form af selvkørsel på et plan, eller avancerede førerstøttesystemer, men også på en 47,5” stor skærmflade i den luftige kabine, som er udført i holdbare materialer.
Skind fra dyr er på vej væk fra bilsæder og erstattes af kunstskind, som ikke må forveksles med plastbaseret kunstskind. Her er der bambusfibre i tæpperne, genanvendte plastflasker, Biosteel-silkestof, og sæderne er betrukket i en kombination af Desertexx, som er lavet af kaktus, og Mylo, et vegansk læder dyrket af svampe(!).
Vision EQXX handler først og fremmest om effektivitet. Med ekstremt lav luftmodstand, relativt lav vægt (1750 kg) og en mere effektiv drivlinje, foran maksimal ydelse, skal man kunne køre fra Stuttgart til Firenze på én ladning. Eller hvis man kører normalt omkring 1000 km om måneden, behøver man bare at lade en gang per måned.