Det britiske politi er på udkig efter en mere miljøvenlig politibil og har henvendt sig til flere producenter, deriblandt Ford.
Ford har svaret med en konceptversion af Mustang Mach-E Standard Range med firehjulstræk. Der er også planer om testvarianter af deres Long Range-modeller – enten med baghjulstræk eller firehjulstræk. Med de største batteripakker får politiet længere rækkevidde og derfor et bredere anvendelsesområde og mere kapacitet til politioperationer.
Men spørgsmålet er, om ikke GT-versionen vil være den mest relevante, hvis politiet skulle vælge Ford. Den klarer nemlig 0-100 km/t på 3,7 sekunder, hvilket burde give skurkene kam til deres hår.
Blå blink går ikke ud over rækkevidden
Ford har allerede udviklet en løsning til strøm til konceptbilens blå blink, sirener og andet højteknologisk udstyr.
“Den elektriske rækkevidde vil forblive den samme, da udstyret får strøm fra bilens 12 volt batteri og ikke de batterier, der bruges til fremdrift. Længere fremme i udviklingen af bilen vil vi se på muligheden for at udvide batterikapaciteten for at kunne udstyre den med endnu mere udstyr,” siger Terry Adams, der er Blue Light Direct Sales Manager hos Ford i Storbritannien og Irland.
Specielle materialer
Konverteringen af den originale Mustang Mach-E er lavet af Fords partner for konvertering til udrykningskøretøjer, Safeguard SVP. De har bl.a. udstyret konceptbilen med skræddersyede plader og beslag, så operationel tjeneste vil påføre bilen minimal skade. Al belysning er LED, som kræver meget lidt strøm.
Selve mærkningen eller “uniformeringen” af politibilen er også unik. For første gang tages særlige materialer i brug, der skal maksimere politibilens synlighed både nat og dag, inden for de gældende krav.
Mustang Mach-E: Lyd fra Bang & Olufsen
Hvis Metropolitan Police vælger Mustang Mach-E, vil de desuden kunne nyde deres frokostpauser uden for donut-butikkerne med musik fra det fabelagtige Bang & Olufsen-lydanlæg. Som har ti højttalerenheder, inklusive subwoofer og centerhøjttaler, og lyd justeret på eminent vis af Harmans ingeniører.