Hollandske Vanmoof producerer internetforbundne og smarte elcykler, som også kan købes i Norden (dog ikke i Norge).
Vanmoof har 260 medarbejdere samt butikker i ni store byer – herunder Amsterdam, Berlin, London, New York, Paris og Tokyo – og har solgt i alt 125.000 elcykler.
Vi har tidligere kaldt firmaet for elcyklernes svar på Tesla, og det skyldes ikke mindst, at Vanmoof har en decideret mission. Elcykelproducenten vil gentænke mobilitet i de store byer, som efter firmaets mening i dag bliver kvalt i osende biltrafik, og løsningen er ikke overraskende … elcykler.
Målet er helt at afskaffe biler og andre køretøjer, der drives af fossile brændstoffer, allerede i 2025. Det siger en af firmaets to grundlæggere, Ties Carlier, i hvert fald i forbindelse med lanceringen af en helt ny “hyperbike”, Vanmoof V, som hollænderne netop har præsenteret.
“Vanmoof V er vores første hyperbike, en elcykel dedikeret til højere hastighed og længere afstand. Jeg er overbevist om, at denne nye type lynhurtige elcykel fuldt ud kan erstatte scootere og biler i byen inden 2025,” udtaler Vanmoof-direktøren.
Vanmoof V
Den nye elcykel kommer til at koste EUR 3.498 og kan bestilles allerede nu. Men Vanmoof V vil først blive leveret til kunderne i slutningen af 2022.
Vanmoof V kommer med 700 Wh batteri samt to integrerede motorer, en i hvert dæk, og kan dermed opnå en tophastighed på 50 km/t, hvor firmaets tidligere modeller – som Vanmoof S3 og X3 – højst kunne køre cirka 30 km/t.
Men som firmaets to eksisterende modeller kommer også Vanmoof V med funktioner såsom automatisk elektronisk gearskifte, Turbo Boost-acceleration ved tryk på en knap, hydrauliske bremser og en elektrisk motor, der trinvis kan forstærke din egen pedalkraft op til fire gange. Dertil kommer indbygget digital tyverisikring og app-styring, så cyklen f.eks. automatisk genkender sin ejer og låser op blot ved en enkelt berøring.
Så hurtigt må du ikke køre
Som nævnt kommer Vanmoof V til at kunne køre 50 km/t, men det er langt over den tilladte tophastighed for elcykler, som i hele EU blot er 25 km/t.
Det skyldes, at alle køretøjer, som kan køre mere end 25 km/t, ifølge EU-lovgivningen, der er implementeret i alle medlemslandene (og Norge), bliver betragtet som scootere eller knallerter, der typisk kræver kørekort.
Men Vanmoof opfordrer politikerne til at ændre reglerne, som firmaet betragter som forældede. I dette blog-indlæg forklarer Ties Carlier således, at de nuværende regler stammer fra 90’erne, hvor elcykler stort set ikke eksisterede. Men en elcykel er meget lettere end en knallert og derfor langtfra lige så farlig for sine omgivelser, argumenterer Vanmoof-grundlæggeren.
Brancheorganisationen LEVA, der repræsenterer elcykelproducenter på europæisk plan, er allerede i fuld gang med lobbyarbejde, der har til formål at få ændret reglerne, så man må køre stærkere på sin elcykel. Også uden kørekort.
Med Vanmoof V viser den hollandske producent, at de i hvert fald regner med, at det kun er et spørgsmål om tid, før en lovændring bliver til virkelighed.
Ifølge dispensation fra 2018 er det lovligt for speed pedelec at køre op til 45 kmt på cykelstier eller hvis forholdene tillader det.👍
Det er ikke rigtigt, at du blot må køre 25 km/t på elcykel. I DK må man som et forsøg køre på Speed-Pedelec 45 km/t. Og det kræver ikke kørekort. Højst til knallert, hvis du er under 18 år. Så det….
“Vanmoof V kommer med 700 Wh batteri samt to integrerede motorer, en i hvert dæk …”
Mon dog!? 😉
I hvert nav … selvfølgelig ikke i dækket. 😉
Det sjovt som der bliver skrevet 45 km e speed, har en GIANT E45 der skal alså trædes og den skal op i alt den hjælp du kan få fra cyklen for at komme op på de 45 og når jeg når derop sætter begrænsing til kører bedst v omkring 33/38 km
Vh Steen