Snart vil du kunne tage dig en lur, mens din Volvo kører på motorvejen. Om ikke andet så i overført betydning, for fra 2022 vil den svenske bilfabrikant i samarbejde med amerikanske Luminar være klar med såkaldt LiDAR-teknologi som ekstra tilbehør til udvalgte modeller.
LiDAR er en forkortelse for Light Detection and Ranging, og der er tale om en teknologi til afstandsmåling med høj præcision. Det foregår ved hjælp af laser-pulser, som udsendes med høj frekvens. Den tid, det tager de enkelte pulser at ramme et objekt og blive reflekteret tilbage til laseren, kan bruges til at beregne afstanden. Dermed skabes et 3D-kort i realtid, som den selvkørende bil bruger til at navigere.
Selvkørende biler er dermed afhængige af teknologien for at kunne færdes sikkert i trafikken, men indtil videre har LiDAR ikke været kommercielt tilgængelig for almindelige forbrugere i noget videre omfang, da teknologien har været ekstremt dyr.
(I videoen herunder kan du se Volvo forklare, hvordan LiDAR-teknologien vil forandre køreoplevelsen for fremtidens bilister)
Imidlertid har Volvo allerede for et par år siden indgået et partnerskab med førnævnte Luminiar, som ifølge TechCrunch kan producere sin Iris LiDAR for mindre end USD 1.000.
Nu er teknologien kommet så meget på plads, at Volvo officielt har annonceret, at den næste generation af Volvos såkaldte Scalable Product Architecture (SPA2) vil blive udstyret med LiDAR fra 2022.
Her er der tale om en fælles platform, som er fundamentet for Volvos kommende bilmodeller, og ifølge TechCrunch bliver den første model baseret på den nye platform SUV’en XC90.
Volvoe XC90 bliver dermed udstyret med det, som Volvo kalder deres Highway Pilot, der udover LiDAR også består af kameraer, radar og software, som opdateres i realtid “over the air”.
Dermed bliver bilen hundrede procent selvkørende på bl.a. motorveje og landeveje.
Selve LiDAR’en integreres diskret i bilens tag lige over forruden, hvilket topbilledet over artiklen illustrerer.
LiDAR kommer også til Volvos elbiler
Da SPA2 ligeledes bliver grundlaget for Volvos kommende Polestar 3, der også debuterer i 2022, er der al mulig grund til at gå ud fra, at Volvos sporty elbil også vil blive selvkørende.
Det samme vil formentlig gælde for kommende udgaver af Volvo XC40 Recharge.