Den hvide bil suser mod svinget. Stille og roligt øges hastigheden. Jeg presses til venstre i sædet, og bilen vil gerne i samme retning, men jeg drejer rattet hårdt mod højre og retter venstre forhjul mod den rød- og hvidstribede linje. Hastigheden er langt over det tilladte på enhver nordisk motorvej, og den øges fortsat.
Bilen flyver over bakketoppen, og jeg mærker kroppen lette, inden bilen dykker ned mod et skarpt højresving. Mister man bremsepunktet her, eller bremser man for sent, ryger man af banen i høj fart. Jeg træder på Brembo-bremserne og mærker et ryk i sikkerhedsselen. Jeg retter blikket mod keglen ved udgangen af svinget og drejer rattet i samme retning.
Det hvide bæst adlyder som en lydig hund, giver fuld gas op ad bakken og ind i S-kombinationen med blot et let tryk på bremsepedalen. Så kommer det. Det umulige venstresving.
Svinget, som starter på en bakketop, ser fejldisponeret ud, første gang man kører ind i det, og det bliver kun skarpere, jo længere ind i svinget, man kommer. Hvis man kører ind i det med for høj hastighed, vil bilen uundgåeligt blive tvunget ud af svinget mod højre, og så har man ikke længere asfalt under hjulene.
Jeg forsøger at placere bilen i det usynlige idealspor, knoerne bliver hvide, da jeg klemmer hænderne om rattet og håber det bedste. Jeg husker ikke hastigheden, men den var højere, end jeg troede, nogen bil kunne klare. Endnu et let tryk på bremsepedalen, og rattet drejer skarpt mod udgangen af svinget; bilen protesterer ikke, og dækkene hviner ikke engang. Jeg mærker selvtilliden vokse, da jeg med fuld gas drøner ud af svinget og ned mod det sving, der af historiske årsager kaldes Slagteren, vel vidende at en lille fejl her vil ødelægge min selvtillid i lang tid fremover.
Polestar 2 BST edition 270
Brembo-bremsene bider heldigvis godt og er lette at dosere, mærker jeg, farten sænkes umiddelbart og udramatisk, og jeg giver igen fuld gas ud af svinget. Ved siden af mig sidder Polestars chassis-geni, Joakim Rydholm og griner. Han har gjort dette flere gange, end han gider tælle, og synger et jaaa, jaaa på svensk, da jeg siger “én runde til”.
Vi er på Rudskogen Motorsenter i Norge. Jeg har været her før, og dette er ikke min første runde på den 3.237 meter lange bane med 14 sving. Tidligere på dagen har jeg kørt runde runden med Polestar 2 Performance. Som er den “civile” udgave af bæstet. Som egentlig hedder Polestar 2 BST edition 270.
BST edition er kun fremstillet i 270 eksemplarer. Denne dag befinder fire af dem sig på Rudskogen Motorsenter. Den ene er en kundebil, men vi kører en svensk indregistreret BST edition, som adskiller sig fra en Polestar 2 Performance på nogle væsentlige punkter.
Justerbare støddæmpere fra Öhlins
Begge leveres med den samme tomotorers drivlinje med 476 hk, Brembo-bremser med gullakkerede kalibre, specialtilpassede performance-dæk på 21-tommers fælge og justerbare Öhlins støddæmpere på alle fire hjul.
Lige præcis støddæmperne er værd at nævne, for de giver en helt anden køreoplevelse end en standard Polestar 2. Hver støddæmper har 22 klikstop, som bestemmer fastheden i dæmpningen. Nul er stiv som en pind, mens 22 er som at sejle en snekke i høj sø. De fleste får leveret deres Polestar 2 Performance med støddæmperne sat på 12, hvilket er et godt kompromis mellem hverdagskomfort og sport.
Hvis man vil, kan man jacke bilen op, og så kan man justere støddæmperne ved at dreje skruerne på dæmpningskamrene til den ønskede indstilling. Det hele er ret enkelt, og når bilen hæves, kan man se justeringsskruen på de bageste støddæmpere. De forreste støddæmpere justeres fra undersiden, og her er det nok at dreje på rattet, indtil justeringsskruerne er nemme at nå.
Sikkerhed
Der er endnu en dimension, som er vigtig at fremhæve, for støddæmperne skal ikke kun sørge for kørekomfort og sportslighed. De skal også sørge for sikre køreegenskaber, både i sving og ved opbremsninger. Slidte eller beskadigede støddæmpere kan i yderste konsekvens betyde forskellen mellem liv og død. Det kan føre til længere bremselængde eller til, at man ikke kan rette bilen op ved en undvigemanøvre.
Mange bilproducenter udstyrer deres sportsvogne med dobbeltkammer-støddæmpere. De er bedre egnet til pludselige retningsskift og giver bilen et bedre vejgreb under krævende kørsel.
Dual Flow Valves
Støddæmperne i en Polestar 2 Performance kaller Öhlins for Dual Flow Valves*. I BST edition 270 er de blevet modificeret med to ekstra kamre under motorhjelmen, to for hver af de forreste støddæmpere. De har to justerbare skruer, som giver føreren mulighed for at justere kompression og bleed, så man opnår bedre præcision i støddæmperne. Ifølge Hendrik Schiölde hos Öhlins giver de ekstra kamre bedre styrepræcision og kontrol, kombineret med DFV-støddæmperne.
Det hele er monteret i et specialfremstillet McPherson fjederbensophæng med 20 procent stivere fjedre i tillæg til DFV-støddæmperne og en stabiliseringsstag monteret mellem støddæmpertårnene.
Chassiset er i derudover sænket 25 mm i forhold til en Polestar 2 Performance, og BST edition er desuden udstyret med specialtilpassede Pirelli P-Zero performance-dæk i dimensionen 245/35 R21, som er såkaldt staggered med 8,5-tommers fælgbredde foran, og 9 tommer bag.
Den hvide BST edition 270 kan mod et pristillæg leveres i en grå folie, Battleship Gray, og med fartstriber som på billederne. Men den kan ikke leveres med sportssæder. Til hverdag er det ikke noget problem, og på hjemturen i en BST edition 270 savnede jeg det heller ikke. Men på banen ‘sejler’ man for meget i sæderne, når svingene ligger så tæt som på Rudskogen. Komforten er derimod fin, og det sætter man pris på, når man kører en BST på bane med 2/2 støddæmperopsætning. Dét er stift, og det er totalt uegnet til hverdagsbrug. Polestars servicemindede mekaniker indstillede ‘min’ BST edition 270 til 7/7/7, hvilket gav en meget stiv, men ikke alt for ukomfortabel bil.
BST edition 270 eller Performance?
Hvis man har held med at få fingre i en BST edition 270 og elsker sportsvogne, er prisforskellen til en Performance ikke ublu. Med en moderat stiv indstilling af støddæmperne har du et festfyrværkeri af en hverdagsbil til din rådighed, som går under radaren hos de fleste. I hvert fald hvis du lader være med at købe fartstriberne.
Den er hurtigere rundt på banen end en Performance, selv om de har samme ydelse. Joakim Rydholm vurderede, at den er 1 til 1,5 sekunder hurtigere pr. omgang på Rudskogen, og kører man 10 omgange, gør det en klar forskel. Men de fleste af os kører ikke mod omgangstider på en racerbane, så køreoplevelsen på normale veje er vigtigere, og her inspirerer Performance-udgaven til mere køreglæde end en almindelig Polestar 2.
BST edition 270 tager køreglæden et par skridt videre, og det toptunede chassis kan håndtere langt flere kræfter end de to motorers 476 hestekræfter.
“Ja, man kan altid bruge mere power,” udbryder Joakim Rydholm.
* Svenske Öhlins har fremstillet støddæmpere til racing i flere tiår. Deres støddæmpere findes i alt fra snescootere og motorcykler til biler som Polestar 2 BST edition 270 og Porsches racing-udgaver af 911.
Deres Dual Flow Valve-teknologi adskiller dem dog fra de fleste støddæmperproducenter. Hendrik Schiölde hos Öhlins forklarer, at DFV giver støddæmperen de samme dæmpningsegenskaber, når støddæmperen er komprimeret, som når den strækkes. De to ventiler åbner og lukker uafhængigt af hinanden for at give dæmpningsvæsken et ensartet flow i begge retninger. Det gør, at støddæmperen reagerer lige hurtigt uanset kompression, hvilket ifølge Hendrik Schiölde hos Öhlins giver dækket et mere sikkert greb og holder det på jorden så meget af tiden som muligt.