Ingen har set bilen endnu, men amerikanske Car & Driver har talt med Polestar-chef Thomas Ingenlath, som kan fortælle noget, vi allerede ved, og noget, som vi ikke vidste om den kommende SUV Polestar 3.
Den skal bygges side om side med næste generation af Volvo XC90 i South Carolina, men kun til det amerikanske marked. De biler, der kommer til Norden, skal bygges hos Polestar i Kina.
Car & Driver talte med Ingenlath under IAA Mobility-messen i München for nylig, hvor han kunne afsløre, at Polestar 3 ikke bliver en syvsæder, som mange nok troede.
“Jeg har intet imod tre sæderækker som sådan. Men i det øjeblik vi havde gjort det, havde I spurgt, hvad der adskilte den fra XC90,” siger han. “Med to rækker kan vi give bilen en mere aerodynamisk taglinje, ligesom det giver os bedre mulighed for at udnytte arealet mellem første og anden sæderække, hvilket virkelig vil give anden række en følelse af luksus.”
Bilen vil blive tilgængelig med både baghjulstræk og firehjulstræk, altså med én eller to motorer. De fleste markeder efterspørger og klarer sig fint med tohjulstræk, men som Ingenlath også sagde:
“Jeg ser det som en god kombination. Når alt kommer til alt, giver to motorer mere kraft og acceleration, men der er mange, som ikke har brug for det, og mange, der ikke har brug for firehjulstræk. I Norge og Østrig vil vi altid sælge flere biler med firehjulstræk, men i USA og Kina er folk tilfredse med én motor.”
Ingenlath antyder, at Polestar 3 kan løfte et produktionsvolumen på over 100.000 biler og endnu mere, når og hvis Precept-konceptet – en coupélignende firedørs sedan, som Polestar har planer om at lancere – kommer.