Porsche kunne bare have hvilet tilfreds på laurbærrene og kalde det en succes efter 150.000 solgte biler. Et tal, som de færreste ville have troet på, da Taycan blev lanceret for tre år siden.
Men den trange og alt for lave bil, der ikke engang kan trække en trailer, faldt lige ned i must-have-kategorien hos mange, der så, hvor smuk, hurtig og ikke mindst hvor Porsche-agtig den faktisk er. Med gener fra Mission E, klædt i et jakkesæt, der fik en Panamera til at ligne en klodset flodhest, fik alle, der ønskede sig en sexet 911 med bagdøre, deres ønske opfyldt.
Taycan havde ikke bare sexappeal, den kørte som klistret til vejen, uanset om der stod Taycan 4 eller Turbo S bagpå. Den måtte bare blive en succes.
Tre år efter dens debut og længe efter, at den første forelskelse er falmet, vil de mest nøgterne påpege, at Taycan også havde nogle mindre attraktive aspekter.
Porsche har taget fat på de vigtigste af dem med en omfattende opdatering af Taycan. Nemlig rækkevidden.
Hurtigere opladning
En modificeret drivlinje med en ny elmotor, omprogrammeret frontmotor, bedre temperaturstyring og et større batteri har øget rækkevidden med op til 35 procent til 678 kilometer (WLTP) for en Taycan med baghjulstræk.
Alle Taycan-modeller har en 800 Volt-batteriarkitektur. Nu er opladningseffekten øget med 50 kW til 320 kW, hvilket betyder 10 til 80 procent batterikapacitet på bare 18 minutter. Regenereringen er kraftigere, og bilerne har optimeret software med bedre styring af effektfordelingen mellem elmotorerne på de firehjulstrukne versioner.
Og nok så vigtigt kan Tacyan leveres med “Performance Battery Plus” med en ny kemisk sammensætning af batterierne, som øger kapaciteten til 105 kWh.
Der er også sket andre ting, men de er ikke så mærkbare. Designændringerne er ikke så lette at se for dem, der ikke er kendere. Men større luftindtag foran, nye og bredere HD-matrix-forlygter, heldækkende baglygter og mindre detaljeændringer, såsom nye fælge, er stort set de eneste ting, der visuelt adskiller en gammel Taycan fra en ny.
Endnu vigtigere er det, at adaptiv luftaffjedring nu er standard, og at bilen kan udstyres med automatisk hæve-/sænkefunktion, som hæver bilen, når du åbner døren, og sænker den, når du lukker den. Hvis døren åbnes indefra, hæves bilen igen, hvilket gør det lettere for Porsches ældre kunder at komme ind og ud af bilen.
Taycan kan bestilles med Porsches nye Active Ride-affjedring, som kompenserer for krængning og hældning i sving og ved acceleration.
Indvendige opgraderinger
Når man synker ned i sportssæderne, er det ikke umiddelbart indlysende, hvad der er nyt. Skærmene har et opgraderet interface, CarPlay er bedre integreret med infotainmentsystemet, og passagererne kan se The New Look på en separat skærm, som har et filter, der blokerer udsynet fra førersiden.
Burmester-systemet er stadig et af tilvalgene, men standardudstyret er mere omfattende end før, bl.a. med justerbar indvendig belysning, parkeringsassistent med bakkamera, elektrisk sammenklappelige sidespejle, sædevarme foran, Porsche Intelligent Range Manager (PIRM), varmepumpe med nyt kølesystem, trådløs mobilopladning, to opladningsporte, og Drive Mode og Power Steering Plus er integreret.
Den “hårdeste” feature er selvfølgelig push-to-pass, som findes på Drive Mode-hjulet, hvis man har husket at sætte kryds ved Sport Chrono-pakken og Performance Battery Plus. Det øger effekten i maksimalt 10 sekunder, hvilket er mere end nok til at komme hurtigt og sikkert forbi en grøn John Deere traktor på landevejen.
Hurtigere på vejen
Porsche handler altid mere om performance end noget andet, og Porsche ville ikke være sig selv, hvis de ikke havde trukket endnu mere kraft og performance ud af den nye Taycan-generation. For Turbo S betyder det, at effekten er øget til 952 hk, og 0 til 100 km/t er reduceret med 0,6 sekunder fra 2,8 til 2,4 sekunder. For Taycan Turbo, som jeg kørte, er tallene 2,7 sekunder og 884 hk.
Begge har en tophastighed, der er begrænset til 260 km/t.
Taycan 4S? – 544 hk, 3,7 sekunder, 250 km/t tophastighed. Indstigningsmodellen Taycan med baghjulstræk leverer 408 hk til baghjulene, tager 4,8 sekunder fra 0 til 100 km/t og har en topfart på 230 km/t.
Med andre ord er ingen af dem langsomme. Det gælder slet ikke Taycan Turbo GT, som har hele 1.034 hk (!), og som sender dig afsted fra fred og ro med et helvedes brøl, der tager 2,2 sekunder til 100 km/t og 6,4 sekunder til 200 km/t.
Det er ikke for sjov. Jeg har prøvet det. Men det er en historie til en anden dag.
Subtile ændringer
Vejene vestpå fra Sevilla går enten over flade sletter eller gennem et kuperet terræn med sving, der er tættere end forårets regnbyger. Vi valgte selvfølgelig den sidste rute. Destinationen var en lille bane kaldet Circuito Monteblanco, hvor udvalgte journalister ville få lov til at køre Taycan Turbo GT på banen.
Men inden vi nåede så langt, havde vi to timer på stort set perfekt asfalt og nøglerne til en Taycan Turbo. Uden S. Man sidder selvfølgelig lavt, men udsynet er overraskende godt. Fremad.
Det meste af turen blev tilbragt med chassis og opsætning i sport plus, og da Hankook-dækkene blev varme, blev det hurtigt klart, at Porsche har formået at forfine køreoplevelsen yderligere.
Vi taler ikke om store forskelle her, men luftaffjedringen virker på en måde bedre kalibreret, fordi bilen ikke er så sløv, som dens forgænger kunne være. Styretøjet er skarpt og præcist, perfekt afbalanceret som før, og det holder linjen, selv når ujævnheder i vejbanen hellere vil sende dig på en anden kurs. Dybt imponerende.
Brems ind i et sving, og du mærker knap nok, at forenden dykker over hjulene. Kompressionen ændrer ikke styreresponsen eller komforten, og med trækkraft (den er for det meste baghjulstrukket) ud af kurven kan du bare pege rattet mod udgangen og trykke pedalen i bund.
En glidende og uafbrudt kraft skubber dig brutalt fremad, du mærker blodet suse til baghovedet, og alligevel føles det ikke det mindste dramatisk. Efter et par kilometer smelter fører og bil sammen, man lærer hinanden at kende, spiller som et hold, og hastigheden bliver gradvist underordnet fordi bilen er så disciplineret og godt afbalanceret. Når du drejer fra bjergvejene og ud på motorvejen, har du lagret en fantastisk køreoplevelse i din hukommelse, og du får lyst til at køre den samme vej igen.
Hver gang.
