Opdateret …
Endelig kommer Volkswagen ID.4 i en mere sporty udgave. Med firehjulstræk, hvor standardversionen kun er baghjulstrukket.
GTX bliver Volkswagens nye undermærke for elbiler med mere sporty egenskaber, som “kombinerer elektrificering med ydelse”.
ID.4 GTX får sejere ydelse
I ID.4’s tilfælde af betyder det to motorer med i alt 220 kW eller 299 hk og en acceleration fra 0 til 100 km/t på 6,2 sekunder.
Volkswagen lover, at ID.4 GTX er sjovere at køre. Man får endnu bedre feedback fra motoren med en bil, der ligger ekstra klistret til vejen med “perfekt afbalanceret vægtfordeling”. Det sagde Ralf Brandstätter, Volkswagens administrerende direktør, under en digital præsentation af bilen i eftermiddags.
Det ser ud til, at ID.4 GTX kun bliver tilgængelig med det største batteri, dvs. 77 kWh, og Ralf Brandstätter lovede under præsentationen, at det vil give en rækkevidde på op til 480 km (ifølge WLTP). I den officielle norske prisliste står der ganske vist 475 km, men under alle omstændigheder vil man nok få en noget kortere rækkevidde i daglig brug.
Mere sporty ydre
GTX-versionen har fået nye støddæmpere og et generelt frækkere udseende end standardversionen. En lodret række af tre diamantformede lys præger luftindtagene på hver side af kølergitteret. Desuden får bilen 21 tommers fælge, hvor 20 tommer er det største på standardudgaven.
Ligesom ID.4 oplades GTX-udgaven med op til 125 kW. Ikke revolutionerende overhovedet, men anskaf dig en IONITY-oplader, og du vil kunne oplade fra 20 til 80 procent på godt en halv time.
Sikkerhedsudstyr og interiør
Sikkerhedsudstyret er magen til det, der er tilgængeligt i standardudgaven, hvilket er rigeligt. Vejbaneassistent, blindzonevarsling, parkeringsassistent, prædiktiv fartpilot med fartgrænseassistent og meget mere. Bilen advarer også om farlige situationer omkring trafikanter, i modsætning til f.eks. Skoda Enyaq.
Fremtidige opdateringer af bilens software vil ske gennem luften, så man behøver ikke at opsøge et værksted for dette.
Interiøret skal desuden give mere premium-følelse end standardudgaven. Her taler vi blåt interiør med røde kontrastsømme og et generelt mere sporty look.
Endelig opgraderet lydanlæg!
Lydanlægget blev ikke nævnt med et ord under præsentationen, men vi lagde mærke til en utydelig skrift på diskant-enheden i kabinen, som meget ligner Harman Kardon-logoet. Et sådant anlæg er ikke nævnt i prislisten, men så vidt Lyd & Billede erfarer, kan vi forvente netop Harman Kardon som tilvalg – men ikke før mod slutningen af året.
Endelig, må vi sige, da vi i noget tid har efterspurgt et bedre anlæg i ID-bilerne. Og da vi kunne se, at den kinesiske version af ID.4 har Harman Kardon-anlæg, er det på sin plads, at vi også får det på vores breddegrader.
Til sammenligning kan man i Skoda Enyaq vælge Skoda Sound System med separat subwoofer, og Audi har Sonos-systemer i deres Q4 e-tron.
Pris og tilgængelighed
Prisen på Volkswagen ID.4 GTX starter ved 405.995 kroner, før man begynder at krydse af for diverse ekstraudstyr. Før man har set sig om, har man sandsynligvis rundet yderligere 100.000 kroner eller mere.
Bilen kan bestilles fra den 29. april kl. 09.00. Ikke et ord om, hvornår den rulles ud.
Flere IDX-modeller på vej
Vi blev lovet, at GTX-familien vil vokse hurtigt. Ved dagens digitale præsentation af ID.4 fik vi også at vide, at den kommende coupé ID.5 med blødere linjer end ID.4 ligeledes vil komme i en GTX-version.