De har før nævnt, at de vil have elektriske alternativer på alle platforme, og ved en investorpræsentation for nylig præsenterede BMW bl.a. otte nye elektrificerede bilmodeller. Deriblandt en helt ny elektrisk Mini.
Men først kommer den store premium-SUV iX, som ruller ud på vejene til efteråret – otte år efter at i3 debuterede som BMW’s første elbil. Med den vil BMW have fire helelektriske biler i 2022, for så triller den nye i4 også af samlebåndet og ud til de første kunder.
Den X3-lignende el-SUV iX3 er allerede i salg og kommer snart i en lettere opgraderet version, og hvis vi tilføjer Mini Cooper SE, er vi faktisk oppe på fem eldrevne bilmodeller fra BMW-gruppen.
Ifølge BMW’s investorpræsentation vil 90 procent af de segmenter, BMW dækker, være elektrificeret inden udgangen af 2023, og i 2022 lanceres elektriske udgaver af den store 7-serie og den populære SUV iX1.
En elektrisk 5-serie dukker op i 2023, hvor den elektriske Mini Countryman også lanceres, som er en femdørs Mini med mulighed for firehjulstræk. En biltype, der i forvejen er populær som hybrid.
De fire andre elmodeller er ikke afsløret endnu, men vi tør godt gætte på, at en elektrisk 3-serie og flere Mini-modeller er blandt dem.