Hvis du godt kunne tænke dig den elektriske familie-SUV Skoda Enyaq iV, men synes, den ser lidt for hverdagsagtig ud, så har vi en god nyhed: Der er en Sportline-version på vej!
Udvendig er bilen sænket, med et lavere sportsunderstel, og man kan vælge imellem 20 eller 21 tommers fælge. Enyaq iV Sportline får sideskørter lakeret i bilens farve, en diffuser integreret i den bagerste kofanger og LED Matrix-lys som standard.
Indeni finder vi sportssæder med integreret nakkestøtte og desuden et mere sporty rat med tre eger. Det kan også vælges som tillægsudstyr på standardudgaven af Enyaq iV. Desuden fås Sportline-versionen med sorte sæde- og tagbetræk, og med instrumentbræt betrukket med sort kunstlæder med grå kontrastsømme.
Sportline fås med tre forskellige drivlinjer:
Enyaq iV 60, der har 132 kW (180 hk) og et batteri på 58 kWh (netto), som giver en rækkevidde på over 400 km (WLTP).
Enyaq iV 80, der har 180 kW (204 hk), et batteri på 77 kWh (netto) og en rækkevidde på op til 520 km.
Og Enyaq iV Sportline 80X, der har samme batteri som iV 80, men to elektriske motorer og firehjulstræk. Den samlede ydelse er her 195 kW (265 hk) med 425 Nm som maksimalt drejningsmoment. Denne udgave har en rækkevidde på op til 500 km (WLTP).
Vi bliver lovet “fremragende dynamiske egenskaber med maksimalt drejningsmoment, så snart du trykker på speederen”. Det burde kunne mærkes ekstra godt i Sportline med dens sportsunderstel, der er sænket 15 mm foran og 10 mm bagpå.
Får vi Canton-anlægget nu?
Da vi første gang hørte om Skoda Enyaq, skulle den få Canton-lydanlæg som tilvalg. Det var ikke tilfældet, da bilen endelig kunne bestilles. Da vi spurgte importøren, hvad der var sket, blev vi lovet, at Canton ville komme som tilvalg på et senere tidspunkt. Med en ekstra højttaler i forhold til Skoda Sound System, som er det bedste lydanlæg, du kan vælge til Enyaq på nuværende tidspunkt.
Der står dog intet om lydanlægget i pressemeddelelsen for den nye Sportline-udgave, men vi har endnu ikke opgivet håbet om, at Canton-anlægget bliver en realitet. Vi får se …
Hvornår der bliver åbnet for salg af Skoda Enyaq iV Sportline på det nordiske marked, vil blive klart i løbet af foråret.