Glem, at den ligner en Polestar 2. Bilen på billedet er Volvos konceptbil – Concept 40.2, som blev vist første gang helt tilbage i 2016.
Dengang viste de også Concept 40.1, som vi nu kender som Volvo XC40 Recharge. El-SUV’en, der rulles ud til forhandlerne i disse dage.
Men nogen har set den næste elektriske Volvo, bl.a. Volvos topchef, Håkan Samuelsson, som siger til Automotive News, at den kommende elbil får et langt mere strømlinet design end den kantede XC40 Recharge.
“Resten er hemmeligt, men jeg lover, at det bliver en utrolig smuk bil.”
Det er tilladt at tippe på, at den kommer til at hedde S40 Recharge, måske endda S60 Recharge, hvis den bliver større end konceptbilen.
Størrelse, rækkevidde, navn og ikke mindst design afsløres den 2. marts 2021, og det er der ikke længe til.