TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Nyhed

Black Widow kommer på Disney+

Disney lancerer nu Marvel-storfilmen direkte på deres streaming-tjeneste.

Af / 24/03/2021 - 20:33
Black Widow kommer på Disney+

Som vi har skrevet om utallige gange det seneste annus horribilis, er biograferne blandt de brancher, der er hårdest ramt i forbindelse med coronapandemien.

Lige siden marts sidste år har biografer rundt om i verden været lukket i længere eller kortere perioder, i nogle lande mere end andre. Hvilket har bidraget til en vanvittig vækst for streaming-tjenesterne samt stadig mere kreative løsninger fra filmselskaberne for at skaffe nye distributionskanaler til deres film.

Så længe smitten stiger i samfundet, vil de amerikanske og europæiske biografer stort set forblive lukket (nogle biografer i New York og L.A. er dog for nylig genåbnet) – og derfor holder Hollywood de store film tilbage fra international premiere.

Bond-film nr. 25, No Time to Die, med Daniel Craig i hovedrollen som den verdensberømte agent blev det første offer for coronavirus. Filmen skulle oprindelig have haft premiere den 2. april 2020, men blev i første omgang udsat til den 12. november. Nu er den så flyttet til 18. oktober i år (det er tredje gang, premieredatoen er udsat).

Læs også James Bond udsættes igen-igen Premieren på den 25. James Bond-film flyttes til efteråret.

Det er kommet så vidt og er blevet så dyrt for MGM, at de har været i dialog med bl.a. Apple TV+ og Amazon Prime om salg af rettighederne til No Time to Die (angiveligt krævede MGM 600 millioner dollars).

Annonce
James Bond Corona 1
No Time to Die er foreløbig blevet udsat halvandet år på grund af nedlukkede samfund og ditto biografer. (Foto: MGM/Universal)

De første film, der fik flyttet premieren fra biograf til streaming som følge af coronakrisen, var Universals The Invisible Man og Emma. Begge blev tilgængelige i Norden på Viaplay den 20. marts sidste år.

Filmselskabet Universal er gået forrest for at presse biograferne til at acceptere et kortere eksklusivitetsvindue. NBCUniversal har længe været i konflikt med det amerikanske biografselskab AMC (verdens største biografkæde), efter at de i april 2020 valgte at lancere Trolls World Tour digitalt og udtalte, at de “ville fortsætte med at eksperimentere med denne strategi”. Hvorpå AMC prompte svarede igen med ikke at ville vise nogen af Universals film i deres biografer.

Så røg de høje herrer hos NBCUniversal og AMC åbenbart fredspibe, for de annoncerede kort efter en revideret aftale – en aftale, der drastisk reducerede perioden med eksklusiv visning af film i biograferne.

Tidligere har filmselskabet ikke haft mulighed for at tilbyde deres film til andre aktører, såsom streaming-tjenester, før biograferne har vist filmen i hele 75 dage. Det er nu reduceret til kun 17 dage.

I en pressemeddelelse sagde AMC’s direktør, Adam Aron, at selskabet “… enthusiastically embraces this new industry model”. Noget, der dog ikke helt står til troende: Det er en forretningsmodel, som biografselskaberne har kæmpet imod med næb og klør i årevis, og som de – selv om størstedelen af indtægterne kommer de første to-tre uger – frygter vil underminere deres fremtidige indtægtsgrundlag.

Læs også Alle film direkte på streaming? Perioden, hvor biograferne har eneret til at vise en film, reduceres nu radikalt.

Disney fulgte op med at lancere Mulan direkte på deres egen streaming-tjeneste, Disney+, som eksklusiv betalingsfilm. Det vil sige, at man som amerikansk Disney+ abonnent må betale 30 dollars for at se filmen (den vil så være tilgængelig, så længe man fortsætter som abonnent). I Norden har Disney dog valgt at inkludere filmen som en del af den almindelige abonnementspris.

Siden da har Disney også lanceret Soul og Raya og den sidste drage direkte på Disney+. Den første gratis og den sidste som betalingsfilm.

Raya and the Last Dragon
Raya og den sidste drage. (Foto: Walt Disney)

Warner Bros. har besluttet, at alle deres 2021-udgivelser vil blive lanceret samtidig i biograferne (altså de få, der stadig er åbne) og på deres egen streaming-tjeneste, HBO Max. Den første var Wonder Woman 1984.

Marvel-filmen Black Widow med fyrrige Scarlett Johansson i hovedrollen var oprindelig planlagt til premiere i maj sidste år, men så dukkede der en lille virus op via bæltedyrsspisende kinesere …

 

Allerede sidste efteråret begyndte der at versere rygter om, at Disney ville lancere Black Widow direkte på Disney+ – noget, de gentagne gange har afvist hårdnakket. Ikke mindst har der været stor modstand fra Marvel Studios (der jo hører under Disney-koncernen). Men i dag kom kontrameldingen så.

Den 9. juli får Black Widow – langt om længe! – premiere på Disney+ som betalingsfilm samt i udvalgte biografer, der stadig er åbne.

black widow disney
Scarlett Johansson som Black Widow. (Foto: Walt Disney)

Samtidig meddeler Disney, at de lancerer Cruella (et spinoff af Disney-klassikeren 101 dalmatinere med Emma Stone i hovedrollen) på Disney+ samme dag som biografpremieren, dvs. den 28. maj.

Læs også Disney ryster biografbranchen Disney ryster selve fundamentet for biografernes eksklusive filmmonopol.

Med dette træk sætter The Walt Disney Company spørgsmålstegn ved deres fremtidige distributionsmodel for film. Selskabet har allerede passeret imponerende 100 millioner abonnenter på Disney+ (på halvandet år!) og ser nu ud til at ville favorisere deres egne, lukrative abonnenter frem for biografbranchen.

Det bliver spændende at se, hvordan biografbranchen reagerer på denne kontroversielle beslutning. I forbindelse med simultanpremieren på Raya og den sidste drage var der flere biografer i Norden, som nægtede at vise filmen, fordi den også var tilgængelig på Disney+. Branchen er hunderæd for, at det bliver den nye norm for filmdistribution, også post corona, hvilket vil fjerne en stor del af deres indtjening.

Biograferne er så hårdt ramt, at nogle nu sætter spørgsmålstegn ved, om Covid-19 vil tage livet af eller i hvert fald radikalt ændre biografbranchen for evigt. Én ting er sikkert: Pandemien med efterfølgende lockdown og hjemmearbejde har været en guldgrube for streaming-tjenester som Netflix og Disney+. Og i morgen, den 25. marts, lanceres endnu en tjeneste i Norden: Paramount+.

Læs også Corona-boost for Netflix Hjemmekontorer og corona-karantæne giver voldsom seervækst for streaming-giganten.

Under en investorkonference for tre uger siden sagde Disney-CEO Bob Chapek:

The consumer is probably more impatient than they’ve ever been before, particularly since now they’ve had the luxury of an entire year of getting titles at home pretty much when they want them. So, I’m not sure there’s going back. […] Consumers are impatient for releases, because they’ve had the luxury of an entire year of getting titles at home.

Vi tror, biograferne kæmper med ryggen mod muren og nægter at indse, hvad der ubønhørligt vil komme – det bliver utvivlsomt en meget vanskelig øvelse at “putte tandpastaen tilbage i tuben igen” …

Tor Aavatsmark
(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1923: Ventetiden er snart ovre!

Rigmandsdramaet vender tilbage!

Premieredatoen er klar!

R.I.P.?

Ny rolle!

It's a wrap!

Snehvide-trailer!

Star Wars streaming-premiere i dag!

Kan du se nogen u-båd?

Katastrofetrailer!

Den havde vi ikke set komme!

Katastrofetrailer!