CES-messen i Las Vegas løber egentlig ikke af stablen før i næste uge, men Sony har besluttet at åbne ballet på forskud: Torsdag aften dansk tid afslørede de en række detaljer om deres kommende TV-modeller for 2021.
Sony ser ikke ud til at satse på MiniLED lige med det første, som bl.a. LG og Samsung nu gør med QNED og Neo QLED. Derimod er der en række nye LCD- og OLED-skærme på menuen, hvor især topmodellerne vil nyde godt en ny, avanceret videoprocessor kaldet Cognitive Processor XR.
Cognitive Processor XR: Ny videoprocessor med kunstig intelligens
Sony er i forvejen kendt for deres gode billedprocessering, men på 2021-årgangen hævder de virkelig at have knækket koden, når det gælder skarpe og støjfrie billeder.
Den nye XR-processor er baseret på såkaldt kognitiv intelligens – læren om, hvordan vi mennesker ser og hører, og den måde, vi fokuserer vores blik på forskellige objekter på. Ifølge Sony går den langt ud over almindelig “AI”-processering med maskinlæring, som vi kender det fra bl.a. LG og Samsung.
XR-processoren bygger videre på X1 Ultimate, som vi har gode erfaringer med fra Sonys nuværende topmodeller. Forskellen er, at XR skal være væsentlig mere intelligent og “logisk” set med menneskeøjne i den måde, den analyserer billedindholdet på. Processoren opdeler skærmen i flere zoner, finder det antagne fokuspunkt i billedet – f.eks. et ansigt – og optimerer farver, kontrast og skarphed lokalt, hvor det er nødvendigt, uden at påvirke hele billedet.
Men det stopper ikke dér: XR-processoren laver også flere smarte ting med lyden. Den kan analysere lyd- og billedsignalerne op imod hinanden og sikre, at lyden passer bedst muligt til handlingen på skærmen. Bl.a. får objekter i lydbilledet en placering, der stemmer bedre overens med, hvor de befinder sig rent visuelt.
Sony kalder det selv Sound-from-Picture Reality. XR-processoren kan også opskalere lydsignaler i almindelig stereo (2.0) og surround-sound (5.1) til 3D-lyd (5.1.2).
Bemærk, at alle dette er højtflyvende påstande fra Sonys egen pressemeddelelse, men hvis vi kender Sonys ingeniører ret, har de nok gjort mærkbare fremskridt, uden at billedet ser overdrevet grødet eller kunstigt ud. Vi glæder os til at teste det i praksis!
Google TV
Sonys nye 2021-modeller er også opdateret med den nyeste Android-platform, OS 10 – eller rettere Google TV, som den nye brugerflade nu kaldes. Google TV’s nye startmenu udmærker sig bl.a. ved en ny “For you”-menulinje med anbefalet indhold fra forskellige streaming-tjenester samlet på ét sted.
Sony-skærmene har selvfølgelig også indbygget Google Assistant, hvor man kan tale direkte til TV’et uden at skulle bruge fjernbetjeningen.
Fuld understøttelse af HDMI 2.1
På 2020-årgangen var det kun et begrænset antal modeller, der understøttede HDMI 2.1 med de nyeste gaming-funktioner. Derfor er det glædeligt at se, at Sony tilbyder bredere understøttelse på 2021-modellerne. Alle Bravia XR-modeller vil være kompatible med HDMI 2.1, inklusive 4K-video med op til 120 fps samt VRR, ALLM og eARC.
Bravia Core: Ny streaming-tjeneste fra Sony Pictures
Sonys topmodeller kommer også med en ekstra rosin i pølseenden, nemlig Bravia Core, som er Sonys nye streaming-tjeneste. Den skal vistnok være eksklusiv for Bravia XR-modellerne i første omgang og tilbyder nye spillefilm fra Sony Pictures Entertainment.
De, der køber et Z9J 8K-TV, får hele to års abonnement med i købet, mens andre modeller inkluderer et års streaming (kaldet Movie credits). Både klassiske og nye film vil være tilgængelige, inklusive såkaldte IMAX Enhanced-titler.
Sonys nye streaming-tjeneste kan prale af høj billedkvalitet (Hi bit PureStream med 80 Mbit/s), som skulle være på niveau med UHD Blu-ray. Vi jagter mere info!
2021 Sony Bravia XR-modeller
Her er et hurtigt overblik over de nye topmodeller med Bravia XR-chipset …
Sony Bravia Z9J (75″ og 85″)
Flagskibsmodellen Z9J er en direkte efterfølger til ZH8, som vi testede for nylig. Et LCD-TV med direkte LED-bagbelysning og 8K-opløsning, der får både Dolby Vision HDR, Dolby Atmos-lyd og ikke mindst tre fuldgyldige HDMI 2.1-indgange. Det kan også prale af et forbedret Acoustic Multi-Audio lydsystem med flere og kraftigere højttalere end ZH8.
Sony Bravia A90J (55″, 65″ og 83″)
Sonys 2019 topmodel AG9 fik ingen direkte efterfølger i 2020, men nu kommer den! Bravia A90J bliver topmodellen med OLED-teknologi i 2021. Det tager nye, forbedrede OLED-paneler fra LG Display i brug – inklusive den nye 83 tommers skærmstørrelse, som vi tidligere har skrevet om.
A90J kan også prale af et markant forbedret Acoustic Surface Audio højttalersystem (dvs. lyd direkte ud af skærmen) med kraftigere lydtryk og bredere frekvensområde. Desuden har Sony introduceret en ny type stander – 3-Way Stand – med fødder, der kan placeres smalt, bredt, højt eller lavt for at tilpasse TV’et til TV-møblet og eventuelt give plads til en soundbar.
Sony Bravia A80J (55″og 65″)
A80J bliver efterkommeren til den populære OLED-model A85, som vi testede med et godt resultat i 2020. Det har et slankt og fornyet design med XR-logo på bagsiden og den såkaldte 3-Way Stand med mulighed for at hæve skærmen for at give plads til en soundbar.
Sony skal også have forbedret den indbyggede lyd med en ny, “front facing” subwoofer og huller, der slipper lydbølgerne igennem OLED-panelet uden at påvirke billedet med vibrationer. På den måde skal også baslydbølgerne komme direkte mod seeren. Interessant!
Sony Bravia X95J (65″, 75″ og 85″)
X95J bliver topmodellen blandt LCD-skærme med 4K-opløsning og en direkte efterfølger til XH95 fra i fjor. Det har fået nyt design med en ultraslank ramme samt et forbedret lydsystem med Acoustic Multi-Audio og indbygget subwoofer. Plus to fuldgyldige HDMI 2.1-indgange.
Sony Bravia X90J (50″, 55″, 65″og 75″)
X90J bliver efterfølgeren til Sonys eftertragtede “PlayStation-TV” XH90, som vi har testet ved flere lejligheder. Årets model er fortsat et LCD-TV med direkte Full Array LED-bagbelysning, men et mere slankt design end forgængeren.
Sony vil ikke kommentere på, om det også får flere LED dimming-zoner, men det kan i hvert fald prale af to HDMI 2.1-kompatible indgange. Det bliver i øvrigt den billigste model med den nye XR-videoprocessor.
Sony Bravia X85J
Ud over de nævnte modeller med XR-processor præsenterede Sony en ny model kaldet X85J, som tager over for det prisgunstige XH80, og som fås i størrelser fra 43 op til 85 tommer og har LED-kantbelysning (Edge LED).
Det må klare sig med den ældre, men effektive X1-processor, og kan i år prale af HDMI 2.1 og understøttelse af 4K 120 fps.
Priser og tilgængelighed
Sony har endnu ikke offentliggjort nordiske priser eller nøjagtige lanceringsdatoer for 2021-modellerne, men det antydes, at de første OLED-modeller – A90J og A80J – kommer allerede i april, mens LCD-modeller forventes til juni. Vi opdaterer, så snart vi ved mere!
1 kommentar til “CES 2021: Sony lancerer nye OLED- og LCD-TV’er med kognitiv intelligens”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Det er et SUPER program L&B i har skabt her, tak for det!!