Da hi-fi var en livsstil

Da den generation, der i dag sidder i solide jobs og tænker på pensionen, var unge, var hi-fi en seriøs affære. Man sad andægtigt ned for at lytte. Og så skulle der være ro imens. Ikke noget med at surfe på nettet (der var ikke noget web at surfe på), tale i mobil (der var heller ingen håndholdte mobiltelefoner) eller zappe på fjernsynet (der var kun én kanal, og fjernsynet stod i den anden stue).

En livsstil

Manddomsritualet for unge teenagedrenge i 1970’erne inkluderede en tur til den lokale radioforretning, hvor pengegaverne fra konfirmationen med rystende barnehånd blev lagt på disken.

Hvis ungersvenden var heldig, kunne resultatet være en nedsat mellemklasse-receiver fra året før, en kassettebåndoptager, to højtalere og måske endda en pladespiller. De mindre heldige? Ja, de var i det mindste med til at hjælpe forretningen af med de apparater, som ingen andre havde ønsket at købe de sidste tre år.

Priserne var høje, men service var inkluderet. Inden den forhåbningsfulde teenager købte sit første anlæg, kunne der gå lang tid med at lytte til anlæg i flere forretninger. Og var der noget, der lød særlig lovende, var det naturlige spørgsmål: ”Kan jeg lige prøve det derhjemme?” Naturligvis.

Anlægget blev fragtet hjem. Og så skulle der spilles musik på værelset. Helst højt, så man kunne høre alle de detaljer, man havde læst om i bladene, og vurdere, om intermodulations-forvrængningen virkelig var 0,003 procent, eller måske helt oppe på 0,006 procent. Selv om Danmark er et lille sprogområde, beskæftigede en håndfuld magasiner sig særdeles alvorligt med emnet.

Hi-fi var en deltagersport, hvor entusiasmen gik hånd i hånd med håndelaget. Aftenskolerne tilbød særlige sløjdhold, hvor man kunne bygge sine egne højttalere. Almindelige radioforretninger solgte løse højttalerenheder og elektronik-byggesæt fra Jostykit, og i det ganske danske land fandtes der snesevis af lokale klubber, hvor hi-fi-dyrkere plejede deres last i fællesskab. hi-fi var tæt på at være en folkebevægelse. Og det at lytte til musik var en hobby, som man kunne dele med venner og kolleger.

Et commodity

I dag er hjemmemusikken blevet en forbrugsvare, et commodity, som man vælter ned i indkøbvognen i supermarkedet sammen med hakket oksekød, minimælk og plæneklippere. Vi er omgivet af musik som aldrig før, men bruger ikke tid på at lytte til den. At have adgang til musik er for mange blevet lige så indlysende som at have rent vand i hanen. Luk op, og det fosser ud. Gå på nettet, og du har adgang til millioner af musiknumre, du kan høre så meget du vil.

I gamle dage var det at lytte til musik et ritual: En tur i pladeforretningen, hvor man kunne lytte til musikken. Hvis lp’en faldt i ens smag, blev den andægtigt hjembragt fra forretningen, hvor den forsigtigt blev taget ud af coveret og lagt på pladespilleren. En afstøvning af pladen og af pickup-nålen, hvorefter låget blev lagt forsigtigt på. Henne i den perfekt placerede lænestol kunne lytningen begynde. 20 minutter efter var pladesiden færdig, og man måtte begive sig tilbage til grammofonen for at gøre næste pladeside klar.

I dag er musik øjeblikkelig tilgængeligt, og enten gratis eller billigt. Til gengæld lyttes det meste af musikken ét nummer ad gangen.

Pouls Radio

Hvis du har lyst til selv at opleve tiden, hvor hi-fi var en folkesport, og hvor mænd blev bedømt på størrelsen af deres udstyr, bør du besøge købstadsmuseet Den gamle By i Aarhus. Museet åbnede i 2010 en bydel med butikker fra 1970’erne.

Her finder du Pouls Radio, som er en tro genskabelse af en provinsby-radioforretning anno 1974, komplet med orange lp-stativer, håndskrevne prisskilte (priserne var ofte højere dengang end nu!) og eget serviceværksted. Der er også en reol med byggesæt, så de elektronikkyndige kunne samle tingene selv.

Denne skribent fandt gensynet fascinerende, men var nær blevet indlemmet som en permanent del af udstillingen, da jeg begyndte at påpege, at nogle af højtalerne var fra 1979, og således var for nye til at passe i en radioforretning fra 1974!

Når konfirmanden skulle spendere sin nyvundne rigdom, skete det oftest i den lokale radioforretning, som var leveringsdygtig i alskens udstyr til musiknydelse fra kendte mærker som Tandberg, Nordmende, ITT og Scandyna.

I 1973 udgjorde lydudstyr til hjemmet 43 procent af radiobranchens omsætning. Det var større end farve-tv, som netop i de år var i gang med at erobre hjemmene.

I 1922 kostede en færdigbygget radio 1.820 kroner. I 1973, godt halvtreds år senere, kostede en typisk receiver ca. 3.000 kroner. Prisudviklingen, eller rettere prisstilstanden, er fortsat. Man kan stadig i 2021 købe en receiver for omkring 3.000 kroner. Man får bare meget mere.

Hi-fi-normen

”High fidelity” betyder ”høj troværdighed”. For at det hele ikke skulle ende i uvidenskabeligt meningsmageri, var kravene til udstyrets opførsel udstukket af det tyske standardinstitut DIN (Deutsche Industrie Norm). Det var med andre ord en seriøs affære.

For at kunne benævnes hi-fi måtte udstyret opfylde industrinormen DIN 45500, der satte mindstemål for frekvensgang, forstærkereffekt, frihed for forvrængning m.m. Normen blev lavet i 1960, men blev gennem det meste af sin levetid – indtil 1996 – kritiseret for at være for eftergivende.

I Danmark kontrollerede DHFI: Dansk Hi-Fi Institut i 1970’erne, at tingene gik rigtigt til. Instituttet, som var oprettet af radiofaghandlerne, kontrollerede, at udstyret var i overensstemmelse med hi-fi-normen. Kun hvis det var tilfældet, kunne apparaterne forsynes med det sølvfarvede ”Hi-Fi”-mærke.

Det drømte man om dengang

Kassettebåndoptager: JVC KD-S200: 3.095 kroner
Drømmen: Technics RS-678US 4.195 kroner
Kassettebånd var uundværlige for musiksamleren i sidste halvdel af 70’erne. Båndene var det eneste optagemedie, og der blev optaget meget fra radio og fra lånte plader. Men det var dyrt. Der skulle gås med mange aviser for at tjene de godt 3.000 kroner hjem, som en god kassettemaskine kostede.

Pladespiller: B&O Beogram 4002: 3.590 kroner / Beogram 6000: 4.600 kroner
Hvis der var råd, var B&O noget af det højeste opnåelige. Beogram 4000 forsatte næsten uændret i over ti år.

Receiver: Tandberg TR 2075: 7.390 kroner
At være med på udviklingen kostede sine ofre. Denne kæmpe-receiver fra Tandberg kostede en månedsløn for en faglært arbejder – før skat!

Højttalere: B&O Beovox M75: 2.250 kroner pr. stk.
Danske B&O var nogle af de første, der byggede faselineære højttalere. Hi-fi-nørder kiggede benovet på oscilloskop-fotos i fagblade, der viste, hvordan de kunne gengive et firkantsignal.

Selvgjort er velgjort

Sentec SC-8: 2.195 kroner
Gamma Monitor: 668 kroner/stk.
Coral fuldtone-enheder: 51-397 kroner
Hvis pengene ikke rakte, kunne man strække købekraften ved at bygge dele af anlægget selv. Det gjaldt især højttalere, men også forstærkere kunne man samle selv med lidt fingerfærdighed og dermed spare både en del af produktionsprisen og radioafgiften på færdige radio/tv-produkter. Hos f.eks. Audioscan var selvbyg en del af sortimentet helt i op i 1980’erne.

Dobbelt så dyrt dengang!

Flerkanalslyd er ikke så nyt, som nogle tror. Allerede i 1970’erne kunne man blive omringet af lyd. Det slog aldrig an, og formatet forsvandt igen, indtil George Lucas lavede Stjernekrigen i 1977. Men faktisk kan man den dag i dag afspille de analoge lydspor fra surroundsound-film på quadrofoni-forstærkere fra dengang – og få nogenlunde det rigtige ud af hver højttaler.

Priserne er kun gået nedad. En Pioneer QX 747 firekanalsradio på 4 x 25 watt kostede 8.375 kroner i 1975. Det var mere, end en fuldmægtig tjente om måneden. En splinterny surround-receiver kan købes for under 4.000 kroner. Her får du typisk tre gange så høj effekt i næsten dobbelt så mange kanaler for under det halve beløb – og det selv om købekraften er mangedoblet i løbet af 46 år.

John Alex Hvidlykke

(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.