En af Amazon Prime Videos bedste serier kommer snart i sin afsluttende 4. sæson.
I Goliath spiller den fantastiske Billy Bob Thornton hovedrollen som Billy McBride, en kompromisløs privat efterforsker i Los Angeles, der prøver at forsvare den lille mand mod uretfærdige overgreb.
Den 24. september er der global premiere på 4. sæson på Amazon Prime.
Billy Bob Thornton vender (måske noget overraskende) tilbage i sin glansrolle som Billy McBride, L.A.s mest fandenivoldske advokat, hvor han igen skal løse en “uløselig” sag i en slags Davids kamp mod Goliat.
Goliath har altid haft klar politisk brod, idet den fremragende eliteadvokat, med alle sine karakterbrister, står op for dem nederst på rangstigen. Det er den lille mands kamp mod de herskende kapitalkræfter, der tænder McBride. En kamp, han efter at have skudt papegøjen i 2. sæson gerne tager gratis.
I 4. sæson har hans noget vimsede partner, Patty (Nina Arianda), takket ja til et job i et prestigefyldt advokatfirma i San Francisco, hvilket tvinger McBride tilbage til udgangspunktet i hans karriere, et stort advokatkontor.
Sammen får de den umulige – og yderst aktuelle – opgave at gå op imod den stenrige og magtfulde opioid-industri i USA.
Med Billys kroniske smerter og Patty, der føler, at hun bliver udnyttet, sættes deres partnerskab på prøve. I mødet med medicinalgiganten Stax – repræsenteret af J.K. Simmons og Bruce Dern – i en verden, hvor penge kan skaffe dig alt, inklusive love og domme, må Billy og Patty risikere alt, hvad de har.
Ud over Thornton og Arianda beklædes de bærende roller af Tania Raymonde, Diana Hopper, Julie Brister, Bruce Dern, Brandon Scott, Jena Malone og J.K. Simmons.
Lawrence Trilling, Geyer Kosinski, Jennifer Ames og Steve Turner er producenter.