Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Årets bedste film og tv-serier

Hele 168 film og tv-serier har vi arbejdet os igennem i år. Meget har været godt, noget har været dårligt, og rigtig meget har været middelmådigt. Ligesom sidste år er det faktisk de gode tv-serier, der har imponeret os mest.

Skrevet af / 24/11/2015 - 06:00
Årets bedste film og tv-serier

Også i år har Hollywood satset på relativt sikre heste med fortsættelser som Avengers: Age of Ultron 3D, Fast & Furious 7 og Sådan træner du din drage 2 3D. Mange af dem er mere end seværdige film, men de er bestemt ikke nyskabende. Og med budgetter på op mod 1,5 milliarder kroner er det måske ikke så mærkeligt, at man helst vil satse på de sikre travere.

Når det er sagt, så har vi også fået en god portion mere “eksperimentelle” film, bl.a. Ex Machina, Whiplash, Boyhood og Cold in July. Film, der henvender sig til et mindre – og mere kritisk – publikum, og som kan give os en større oplevelse end “bare” to timers uafbrudt action – selv om det bestemt heller ikke er at foragte en gang imellem!

Her vil vi også fremhæve den utrolig charmerende Jon Favreau-film Chef, der garanteret kan løfte humøret i vintermørket!

Af streaming-giganten Netflix er vi blevet trakteret med serieguldkorn som Better Call Saul, 3. sæson af House of Cards og 3. sæson af Orange Is the New Black. Selv “serien over alle serier”, HBO’s Game of Thrones, kom efterhånden op i fart og leverede en meget solid 5. sæson.

Mest imponeret blev vi dog af søskendedramaet Bloodline fra Florida Keys. Og som en rosin i pølseenden fik vi endda Bruce Springsteen at se i en lille rolle i 3. og sidste sæson af Lilyhammer.

Årets absolut største skuffelse på seriefronten var 1. sæson af Marco Polo fra Netflix, og årets mest ventede fortsættelse, 2. sæson af True Detective fra HBO, kunne desværre heller ikke indfri forventningerne.

Matthew McConaughey fortsatte til gengæld med at imponere i Interstellar, mens Jake Gyllenhaal leverede sin bedste rolle i den dystre drama-thriller Nightcrawler. Men ingen kunne matche Michael Sheen i 3. sæson af Masters of Sex. Med den kvindelige toppræstation endte vi også på en tv-serie, den stærke miniserie Olive Kitteridge, hvor Frances McDormand brillerer.

Årets fest for øjnene stod Kenneth Branagh for, da han gav “ægte” liv til Disney-klassikeren Askepot. En af årets stærkeste oplevelser fik vi fra lossepladserne i Brasilien med den vanvittige historie om tre drenge, der sætter sig op mod magthaverne – gå ikke glip af Trash!

I år har vi valgt at give en pris til både Årets Bedste film og Årets Bedste tv-serie. Priserne går til to meget fortjente vindere, som begge – på meget forskellig vis – giver os medrivende drama og en dybt fascinerende historie, toppet med strålende skuespil.

Vi vil selvfølgelig også holde dig opdateret om de bedste og vigtigste film og tv-serier i det kommende år. Godt nyt film- og tv-år!

 

Årets instruktør
Bennett Miller (Foxcatcher)

Årets kvindelige præstation
Frances McDormand (Olive Kitteridge)

Årets mandlige præstation
Michael Sheen (Masters of Sex, 3. sæson)

Årets 3D-film
Avengers: Age of Ultron 3D

Årets familiefilm
Drengen med det tikkende hjerte

 

KONKURRENCE: Vind “Årets Bedste”-produkter

 

Bedste tv-serie

Bloodline 

 Bloodline, 1. sæson

Tre etablerede søskende genforenes med familiens sorte får, og gamle sår rives op, mens familien er ved at blive slidt i stykker. Endnu et pletskud fra Netflix!

Ved de smukke Florida Keys møder vi den velhavende Rayburn-familie. Mor (Spacek) og far (Shepard) driver det hyggelige familiehotel Rayburn House, mens den ene søn, familiefaren John (Chandler), er politimand, datteren Meg (Cardellini) er advokat, og boheme-sønnen Kevin (Butz) driver en bådudlejning.

Da den halve lilleby samles for at fejre familiens forældre, dukker den ældste søn, Danny (Mendelsohn), uventet op. Straks blusser gamle konflikter op, usikkerheden breder sig, og familiens glansbilledagtige facade slår kraftige revner. Men hvem er det egentlig, der er skurk i dette medrivende familiedrama?

Det er forholdet mellem de fire søskende og deres placering i flokken, der er Bloodlines drivkraft. Serien tager sig rigtig god tid til at bygge personerne op, giver os en række uventede twists og iblander efterhånden små glimt fra fortiden for at belyse familiens mørke hemmeligheder. Samtidig byder den på fremragende skuespil, troværdige personer, fortræffelig spændingsopbygning og flotte locations.

Bloodline har et finurligt plot med en underliggende urolig og uhyggelig tone i det smukke, solrige landskab og blandt alle de tilsyneladende perfekte (svedende og vejrbidte) mennesker. Serien byder også på skuespil i top, ikke mindst fra Kyle Chandler, Sam Shepard og Ben Mendelsohn, samt en fremragende birollefortolkning af vores indie-favorit Chloë Sevigny.

Dialogen flyder let og naturligt, og indimellem føles det nærmest, som om vi er fluer på væggen i et rigtigt familiedrama (det tætteste, vi kommer på kunstighed, er det enorme forbrug, som hele familien har af Heineken). Det er en serie, der har brug for tid til at besnære dig, men hvis du giver Bloodline den tid, den fortjener, vil du blive belønnet med et medrivende drama og en spændende, intrikat kriminalgåde. Uden tvivl årets bedste tv-serie! (05/15) TA

FILM: 6
Ekstra: 1   
Lyd: 5       
Billede: 6
Læs hele anmeldelsen her!

 

 

Bedste film

Birdman

Birdman

Enorm energi, stor fortælleglæde og høj kreativitet er centrale stikord, når man skal beskrive Alejandro Iñárritus seneste film, der ryddede bordet ved årets Oscar-uddeling. Birdman er en årets bedste film.

Riggan Thomson (Keaton) er en falmet Hollywood-stjerne, der for år tilbage var berømt for sin rolle som superhelten Birdman i en række film. Nu prøver han desperat at genoplive sin døende karriere ved at sætte et stykke baseret på en roman af Raymond Carver op på Broadway.

Mens premiereaftenen nærmer sig, tårner problemerne sig op. Hans hovedrolleindehaver kommer til skade, og Thomson ser sig nødsaget til at hyre den kontroversielle skuespiller Mike Shiner (Norton) på anbefaling af sin bedste ven og producer Jake (Galifianakis). Under forberedelserne må han også forholde sig til sin kæreste og skuespiller Laura (Riseborough), sin datter Sam (Stone) og sin ekskone Sylvia (Ryan), der dukker op i tide og utide.

Alejandro Iñárritu (Babel, Biutiful) har skrevet et fantastisk manuskript, der er en sand hyldest til både teatret og filmen. Dialogen er exceptionelt god, og i hans stramme instruktion bliver den fremragende leveret af et virkelig stærkt hold skuespillere.

Michael Keaton spiller sit livs rolle og blev fuldt fortjent nomineret til en Oscar, som han dog ikke vandt. Til gengæld blev han belønnet med en Golden Globe og en række andre priser for sin indsats. Desuden blev både Edward Norton og Emma Stone nomineret til Oscars for henholdsvis bedste mandlige og bedste kvindelige birolle.

Det er ikke andet at gøre end at bøje sig i støvet for Iñárritu, der har fået disse skuespillere til at præstere så fantastisk, og det var ikke nogen stor overraskelse, at han vandt Oscars for både bedste originale manuskript og bedste instruktion, ligesom filmen vandt for bedste film.

Birdman vandt også prisen for bedste fotografering af Emmanuel Lubezki. Han har gjort et beundringsværdigt stykke arbejde og skabt en pletfri cinematografi, der suger os ind i dette vidunderlige filmunivers på allerbedste vis. Bravo!

FILM: 6
Ekstra: 3   
Lyd: 5       
Billede: 6
Læs hele anmeldelsen her!
Tor Aavatsmark
(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bandekrigen fortsætter

Vil tilbage i sadlen!

Højreekstrem valgmanipulering!

Se Robert Downey Jr. i ny spionserie!

Premiere i dag!

Yellowstone lever videre!

Kommende højdepunkter på Netflix!

Fuld MAX?

Se ny trailer!

Premiere i dag!

Følelserne er tilbage!

Netflix slår til!

0
Lyd & Billede
Scroll to Top