E-handelsgiganten Amazon gør mere end at levere varer lige til døren: De er også blevet storleverandør af film og serier via Amazon Prime Video.
Amazons streaming-tjeneste har allerede været tilgængelig globalt i nogle år, men nu ser det ud til, at de for alvor retter fokus mod Norden. Selskabet lancerede i dag en ny marketingkampagne samt et samarbejde med filmdistributøren Eros STX om indhold.
“Vi er glade for at øge vores indsats til kunder i Norden og tilbyde dem nye og eksklusive film og TV-serier på lokalt sprog, lokal betaling og meget mere,” siger Martin Backlund, Head of Content UK & Nordics, Amazon Prime Video.
“Med adgang til en række prisvindende, eksklusive Amazon Originals, de nyeste film samt en masse fanfavoritter i vores box sets og film franchises vil vi fortsætte med at investere i god og eksklusiv underholdning til Prime Video for at tilbyde brugere i Danmark stor værdi for pengene.”
Amazon Prime Video: Stor på filmer og serier
Vi har tidligere testet Amazon Prime Video op imod konkurrenter som Netflix, Disney+ og HBO, hvor vi fandt, at tjenesten holder et højt teknisk niveau på lyd og billede, ud over et bredt udvalg af kendte filmklassikere og serier. Derimod savnede vi mere originalt, eksklusivt og ikke mindst lokalt produceret indhold. Hvem ved, måske kan det bedre sig fremover?
Nye film fra ErosSTX
Ud over at tilbyde mere originalt Amazon Original-indhold har selskabet fået en eksklusiv aftale med ErosSTX i Norden. Det indisk-amerikanske produktionsselskab sidder på rettighederne til en række profilerede film, bl.a. The Mauretanian med Jodie Foster og Benedict Cumberbatch i hovedrollerne.
Senere på året kommer også den kritikerroste I Care A Lot med Rosamund Pike, Guy Ritchies unavngivne spion-thriller med Jason Statham, Hugh Grant og Josh Hartnett samt action-thrilleren Cop Shop med Gerard Butler.
Her er listen over eksklusivt Amazon Originals-indhold, der bliver tilgængeligt i løbet af 2021:
- The Boy from Medellin
- Coming to America 2 (5. marts)
- Cruel Summer
- The Grand Tour, Season 4: 3rd Special
- Invincible (26. marts)
- Jeremy Clarkson’s Farm
- Modern Love, Season 2
- Panic
- Solos
- Sound of Metal
- Them
- Tom Clancy’s Without Remorse (30. april)
- The Underground Railroad (14. maj)
Ingen prisstigning
Selv om Amazon Prime Video nu vil øge udvalget af indhold, er der ikke varslet nogen prisstigning foreløbig. Danske kunder, der opretter en Prime Video-konto, betaler stadig 45 kroner om måneden efter en syvdages prøveperiode.