Med Bridgerton lykkedes Netflix med noget højst uventet – pludselig var kostumedramaet (!) populært, moderne, sejt og hipt, selv blandt de unge.
At en kostumedramaserie skulle blive en af Netflix’ største succeser (indtil nu er det kun Squid Game, som har fået flere seere), var ganske uventet.
Men som en vellykket blanding af Dollars, Askepot, Farlige forbindelser og Downton Abbey plus et strejf af Fifty Shades of Grey blev Bridgerton en megasucces, da Netflix lancerede serien mellem jul og nytår 2020.
Nu udsender Netflix den første trailer for 2. sæson.
I anden sæson af Bridgerton følger vi lord Anthony Bridgertons (Jonathan Bailey) søgen efter kærlighed. Han er den ældste i familien Bridgertons søskendeflok og sætter sig for at finde en passende kone.
Anthony er drevet af sin pligt til at værne om familienavnet, men hans høje standarder gør det vanskeligt at finde en passende debutant – indtil Kate (Simone Ashley) og hendes yngre søster Edwina Sharma ankommer fra Indien.
2. sæson får premiere den 25. marts.
I centrum står den rige familie Bridgerton, en enke med syv (!) børn, hvoraf den fornuftige og naive Daphne (Dynevor) nu er i den gifteklare alder.
Moren og familiens ældste søn, Anthony (Bailey), gør alt, hvad der står i deres magt, for at skaffe Daphne den bedst mulige mand, der kan sikre familien status, position og rigdom.
Samtidig forsures det ubekymrede rigmandsliv af en slange i paradis. En anonym skribent, der underskriver sig “Lady Whistledown”, bruger et af datidens sociale medier, flyveblade, til at skrive ugentlige betragtninger om de overfladiske rigmandsfamilier, deres kærlighedsliv, problemer og sorger samt mere eller mindre ondsindet sladder.
Indspilningen af 2. sæson begyndte i Storbritannien sidste forår, og Netflix bekræfter, at samtlige hovedroller vil vende tilbage, og at nye aktører kommer på banen.
Ny blandt hovedrollerne er fyrrige Simone Ashley, bedst kendt som kold og beregnende bitch i Sex Education.
For Anthony Bridgerton endte 1. sæson med et bittert brud med hans elskerinde, operasangerinden Siena Rosso (Sabrina Bartlett). Årets sæson vil have hovedfokus på hans søgen efter en passende brud
Intrigerne blandt det bedre borgerskab i London, 1813, er baseret på en romanserie af Julia Quinn.