(OPDATERET)
Efter at næsten hele den vestlige verden (med undtagelse af Sverige) har været i de facto lockdown de sidste fem til otte uger, har det været særdeles magert med kulturoplevelser. Og ja, vi savner det!
Der er sat en effektiv stopper for store forsamlinger, biografer, teatre og koncerter for at begrænse spredningen af den satans coronavirus.
Men som man siger: Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Kreativiteten er blomstret i kulturlivet, og musiker efter musiker har de seneste uger budt på musikalske godbidder fra egen stue/soveværelse, bl.a. Amy Macdonald og Luke Elliot.
Senest var det den storslåede (omend ikke ligefrem kritikerroste) One World: Together at Home, der gik i luften for tre dage siden med trækplastre som Billie Eilish, Rolling Stones, Lady Gaga, Elton John, Sheryl Crow og Paul McCartney.
I aften kan man se en lidt mere “lokal” variant, hvor musikere, kunstnere og TV-personligheder fra New Jersey samler penge ind til corona-ofre og frontlinjepersonale i The Garden State, som den også kaldes.
New York og New Jersey er blandt de områder, der er hårdest ramt af coronavirus, så i aften trommer en række “indfødte” en støttekoncert sammen – live fra egne stuer – under navnet Jersey 4 Jersey. Blandt de musikalske indslag er Bruce Springsteen, Halsey, Jon Bon Jovi, Tony Bennett og SZA, og det hele holdes sammen (med en god portion humor) af legenden Jon Stewart.
Du kan bl.a. se programmet via Apple Music, Apple TV-app’en eller SiriusXM E Street Radio. Tune in!
OPDATERING 23.04.2020: Her kan du se et indslag fra nattens koncert: