Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er med sorg, at jeg siger farvel til David Lynch, en instruktør, som ikke kun har formet min filmsmag, men også min musikalske identitet på en unik måde.
“Lost Highway” lagde det musikalske fundament
“Lost Highway” fra 1997 står som min absolutte yndlingsfilm med Lynch. Den måde, hvorpå filmen udforsker psykologi gennem personlighedsspaltning, jalousi og mellemmenneskelige relationer, er mesterligt udført. Og sikke et soundtrack! Klimakset til allersidst, stilheden før rulleteksterne, og så David Bowies “I’m Deranged”, der strømmer dystert ud af højttalerne – det giver mig stadig kuldegysninger. I øvrigt var Trent Reznor (Nine Inch Nails) ansvarlig for at sammensætte musikken til dette geniale soundtrack.
Det var med denne film, at jeg opdagede Rammstein, som på mesterlig vis blev brugt i to mindeværdige scener. Det samme gjorde en lille bid af Nine Inch Nails’ “The Perfect Drug” under biljagten midt i filmen, hvor en bilist, der har kørt tæt bag Eddy, kører forbi ham og giver ham fingeren. Kun for at blive fanget igen – og banket til plukfisk. “Lost Highway” lagde grunden til min musiksmag i slutningen af 90’erne og et godt stykke ind i 2000’erne. Uden denne film havde jeg måske aldrig startet bandet Rammsund, som spiller Rammstein på nynorsk.
Klassikere som perler på en snor
“Mulholland Dr.” handlede også om jalousi og identitet, men på en endnu mere drømmeagtig måde. Hvor Lost Highway udforskede en splittet personlighed, viser Mulholland Dr. os en ung skuespillers sidste øjeblikke – skiftevis i den brutale virkelighed og i en romantiseret fantasiverden, som hun har skabt i sit hoved. Naomi Watts’ Betty/Diane-karakter er et strålende portræt af fortvivlelse og fornægtelse. Selvom Angelo Badalamentis soundtrack her også er mesterligt komponeret, havde det ikke samme indflydelse på min personlige musiksmag som Lost Highway.
“Blue Velvet” fra 1986 står som urkilden til Lynch-universet – en ubarmhjertig udforskning af den mørkere side af menneskeheden, der ligger lige under overfladen i den idylliske lille by Lumberton. Kyle MacLachlans Jeffrey Beaumont bliver trukket ind i en verden af vold og perversion, personificeret af Dennis Hoppers uforglemmelige Frank Booth. Isabella Rossellinis Dorothy Vallens gør et fantastisk stykke arbejde som det hjerteskærende offer. Men det er altid Lynchs unikke fortælleteknik, der der er filmens rygrad.
Og vi må ikke glemme “Wild at Heart”. Lynchs vildeste film – en kærlighedshistorie på den vilde side, hvor Nicolas Cage og Laura Dern giver alt, hvad de har i sig som Sailor og Lula. Hvor “Lost Highway” udforskede industriel rock og metal, tager “Wild at Heart” os med på en musikalsk rejse gennem americana og rockabilly. Sailor synger endda Elvis! Det er en film, der viser Lynchs evne til at blande det groteske med det smukke, det mørke med det romantiske.
Smukke Straight Story
Men det er måske et øjeblik fra “The Straight Story”, der har sat sig mest fast i mig. Her bruger Lynch filmkunsten, når den er mest subtil: En ældre mand kører sin John Deere-plæneklipper tværs over landet for at møde sin syge bror. Lynch zoomer gentagne gange ind på hjulet under turen – et klassisk træk, der normalt varsler en forestående katastrofe. Men nej. Rejsen fortsætter roligt fremad. Det tætteste, man kommer, er, når bremserne svigter på en stejl bakke. Men det er også fint nok. Det er genialt, hvordan Lynch leger med vores forventninger, især når man tænker på, hvor meget slemt der sker med hovedpersonerne andre steder i Lynch-universet.
David Lynch både begejstrede og provokerede
Fra “Eraserhead” til “Twin Peaks”, fra “Elefantmanden” til “Dune” har Lynch efterladt sig en arv af banebrydende film, som fortsat fascinerer og udfordrer publikum. Men for mig vil han altid være manden, der viste, at film og musik kan smelte sammen til noget, der er større end summen af deres dele. Og i den henseende er der ingen, der slår “Lost Highway”.
Tak for din filmkunst, David Lynch. Hvil i fred.
