Den 25. maj er der premiere på endnu en live action-spillefilm fra Walt Disney – baseret på en af underholdningsgigantens største animerede klassikere.
Det er H.C. Andersens Den lille havfrue, som nu bliver ‘nyindspillet’med rigtige levende skuespillere.
Den første trailer blev frigivet i forbindelse med årets Oscar-ceremoni:
Filmen har dog længe før trailerens frigivelse skabt furore på de sociale medier på nettet, hvor trolls har skreget deres vrede ud over en sort (!) hovedrolleindehaver (Halle Bailey) og sat ‘Woke’-etiketten på den kommende film.
Hovedrollen har vi intet at udsætte på, men efter at have set traileren, er vi afventende skeptiske overfor, hvad special effects-teamet hos Disney har fundet på denne gang.
Noget, man virkelig lykkedes med i den oprindelige animationsfilm, var visuelt at genskabe havet, bølgerne og livet under vandet på en nærmest magisk måde. Hvis traileren viser slutresultatet, minder det desværre langt mere om noget kunstigt effektmageri, spyttet ud af en computer.
Magien er tilsyneladende borte.
Animationsfilmen fra 1989 var en gigantisk succes for Disney og selve starten på den anden animations-guldalder for selskabet. Det ville være synd, hvis de ikke formår at give klassikeren den spillefilm, den fortjener.
Men vi må naturligvis vente til maj med afsige vores endelige dom
Derudover kan vi ud fra traileren konstatere, at filmen lægger sig meget tæt op ad historien fra originalfilmen.
Den Lille Havfrue fortæller historien om Ariel, en smuk og livlig ung havfrue med stor eventyrlyst. Ariel, den yngste af kong Tritons døtre og den mest egenrådige, længes efter at få mere viden om verden udenfor havet, og da hun besøger overfladen, falder hun for den charmerende prins Eric. Havfruer har forbud mod at omgås mennesker, men Ariel vælger at følge sit hjerte. Hun indgår en aftale med den onde havheks Ursula, som giver hende en chance for at opleve livet på land, men som i sidste ende sætter Ariels liv – og hendes fars krone – i fare.
Musikken til sangene i filmen er komponeret af Oscar-vinder Alan Menken (Skønheden og Udyret), og teksterne af Howard Ashman samt nye tekster fra Lin-Manuel Miranda.
Udover Bailey i hovedrollen som Ariel er de ledende roller besat af Javier Bardem (Kong Triton), Melissa McCarthy (Ursula), Jonah Hauer-King (prins Eric), Daveed Diggs (Sebastian), Jacob Tremblay (Flounder), Awkwafina (Scuttle) og Simone Ashley (Indira).
Instruktøren er Rob Marshall (Chicago, Into the Woods).