I Coen-brødrenes kultfilm “Fargo” fra 1996 var moralen, at forbrydelse ikke betaler sig. I hvert fald ikke, hvis du er bondeknold fra Minnesota. Nu får vi mere af det særegne univers i en ny tv-serie på HBO.
Tv-serien, som er på 10 episoder, har premiere på HBO Nordic den 23. april, og brødrene Joel og Ethan Coen (som instruerede filmen) er denne gang med som producenter.
Kultfilmen (1996) gav os den meget usympatiske bilsælger Jerry Lundegaard, som på grund af stor pengenød hyrer nogle landsbytosser til at kidnappe sin kone. Planen er at presse svigerfar for løsepenge og selv beholde broderparten. Den gravide politikvinde Marge (Frances McDormand i sin glansrolle) sætter al sin prestige ind på at løse sagen.
Men det går selvfølgelig ikke som planlagt, og Steve Buscemi og Peter Stormare skaber nogle uforglemmelige karakterer og scener; herunder en, der involverer en flishugger…
Peter Stormare arbejder som besat…
Men det er svært at få alle “grenene” findelt!
I tv-serien vil vi ikke følge de, mildt sagt, excentriske og enfoldige karakterer fra filmen (de som overlevede!) videre. Serien bygger i stedet på en ny kriminalsag i Minnesota og North Dakota, med nye, og helt sikkert lige så originale, karakterer. Samme miljø og samme typer, men med nyt indhold.
Rollerne beklædes blandt andet af en af vore favoritskuespillere, Billy Bob Thornton, samt Martin Freeman (The Hobbit), Colin Hanks, Bob Odenkirk (Breaking Bad), Julie Ann Emery og Oliver Platt.
Bill Oswalt (Bob Odenkirk) tager sagen i Fargo – følg med på HBO Nordic fra den 23. april!
Det hele begynder med, at omstrejferen Lorne Malon (Bob Thornton) kommer til byen. Men på iMDB er han kun krediteret i én episode, så hvem det er, politimanden Bill Oswalt (Bob Odenkirk) skal jage i de følgende episoder, er foreløbig uklart. Her holder HBO kortene tæt ind til kroppen.
Julie Ann Emery spiller Ida Thurman i TV-serien Fargo.
TV-serien er skrevet af Noah Hawley, som har tv-serierne Bones, The Unusuals og My Generation på samvittigheden.
Bliv klogere (?) på denne sære tv-serien ved at se denne (meget) sære video: