Indspilningen af den femte film om den eventyrlige arkæolog Indiana Jones (Harrison Ford) har været på tegnebrættet i årevis.
Der er gået hele 12 år siden den fjerde film i serien, Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull, og siden 2016 har en række skiftende folk og ditto premieredatoer været nævnt i forbindelse med femmeren. David Koepp var i en længere periode hyret som manuskriptforfatter, men er nu erstattet af Jonathan Kasdan (som også stod for manuskriptet til Solo: A Star Wars Story). Steven Spielberg er stadig om bord som instruktør.
Men nu er det blevet tid til at gøre en ende på spekulationerne og diverse rygter. I The Ellen Show for et par dage siden – ind imellem smalltalk om træning, elcykler og miljøet – bekræftede legenden Harrison Ford, at indspilningerne er lige om hjørnet.
“It’s gonna’ be fun,” sagde Ford, der dog langtfra så entusiastisk ud, og tilføjede: “I am excited, they are great fun to make,” ligesom han bekræftede, at optagelserne starter til sommer.
Hvis alt går efter planen, kan du nyde Harrison Ford i den femte film om Indiana Jones den 9. juli næste år. Lyd & Billede krydser fingre og håber på en bedre cineastisk oplevelse, end vi for nylig fik fra en anden af 1980’ernes helte …