En af sidste års helt store biograf-blockbustere var den længe corona-udskudte syvende M:I-film: Mission: Impossible – Dead Reckoning.
I 1996 revitaliserede den visuelle mesterinstruktør Brian De Palma (The Untouchables) og superstjernen Tom Cruise actionthrillergenren med et reboot af den klassiske TV-spionserie (1966-1973).
Mission: Impossible blev et kæmpe hit hos både kritikere og publikum – og en ny filmfranchise var født.
28 år er gået, og millioner af kubikmeter vand er siden løbet under Ponte di Rialto, men filmserien, og Tom Cruise, er faktisk stadig usædvanligt imponerende potent!
I denne omgang står Ethan Hunt (Cruise) & Co over for en mere magtfuld, overvældende og vanskelig fjende end nogensinde før.
De kæmper mod en usynlig fjende; et altomfattende computerprogram, hvor AI overtager computere, netværk, kommunikation og militære installationer.
Hele spionverdenen er rystet – men også trigget fordi den der kan kontrollere AI-monstret, vil sikre sig verdensherredømmet. Vi taler om en ChatGPT på kokain, speed, Red Bull og Viagra – i niende potens.
Stormagterne, og også tjenesterne i de enkelte lande, kæmper indbyrdes for at sikre sig kontrollen over AI-programmet, og IMF mener, at en supernøgle kan låse programmet op og kontrollere denne “Pandoras æske”. Udfordringen er (selvfølgelig), at nøglen er delt i to dele, hvor Ilsa Faust (Rebecca Ferguson) har den ene, mens alle andre kæmper for at finde den anden halvdel.
En stor del af den syvende (og ottende) film blev i øvrigt optaget i Norge.
Nu kan du så endelig se blockbuster-filmen hjemme i din egen stue med streamingpremiere i dag på SkyShowtime.
PS! Alle de foregående seks M:I-film er allerede tilgængelige på streamingplatformen.