Få navne inden for film- og TV-seriebranchen har opnået højere status de senere år end Taylor Sheridan.
Multitalentet (han er også instruktør og skuespiller) slog sit navn fast som manuskriptforfatter på solide film som Sicario, Wind River og Hell or High Water. De senere år har han også stået bag seriesucceser som Yellowstone, Mayor of Kingstown og 1883 samt den kommende Kansas City.
Sheridan skrev i sin tid manuskriptet til den episke action-thriller Hell or High Water (2016) med Chris Pine, Ben Foster og Jeff Bridges i hovedrollerne. Det er denne film, der snart bliver forvandlet til en TV-serie.
Det er en action-krimi, der handler om menneskelig desperation og stiller dybe moralske spørgsmål, idet hovedpersonerne må træffe svære valg. En fraskilt mand får sin fængselsfugl af en bror med til at begå en række hovedløse bankrøverier for at redde familiens ranch. Og så får de en dedikeret Texas-ranger (i imposant skikkelse af Jeff Bridges) i hælene.
Fox har nu købt serierettighederne til Hell or High Water og hyret Jessica Mecklenburg (Dopesick) som producer.
Serien vil være inspireret af filmen og fokusere på en hensynsløs oliebaron, der forsøger at ødelægge et lille ranchsamfund i det vestlige Texas. To lokale brødre forsøger at forsvare deres retmæssige arv og ejendom, og begår i den forbindelse en række bankrøverier – og får selvfølgelig lovens lange arm på nakken.
Manuskriptet skal skrives af Mecklenburg, men der er endnu ikke tilknyttet hverken instruktør eller skuespillere til projektet, idet serien ikke har forventet premiere før engang til efteråret næste år.
Vi krydser fingre for, at Taylor Sheridan selv får en finger med i spillet. Og mens vi venter, så gå ikke glip af den heftige sæsonpremiere på Mayor of Kingstown på Paramount+!