Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945, flygtede de sidste nazister til Månen, hvor de byggede en rumbase på den mørke side. I hvert fald i følge de finske filmnørder Timo Vuorensola og Tero Kaukomaa, som i 2012 skabte sci-fi-komedien “Iron Sky.”
Filmen, der på ingen måde har ambitioner om at blive taget bare den mindste smule alvorligt, blev blandt andet finansieret gennem crowdfunding. Frivillige bidragede desuden med computerkraft og håndelag til selve tilblivelsen af “Iron Sky”.
Vi har siden skrevet om at folkene bag den første film, nu var i gang med at skrabe penge sammen til en fortsættelse. Den skulle være sikret nu.
I følge filmmagasinet The Hollywood Reporter har Michel J. Vandewalle fra Atlas International og Glenn Kendrick Ackerman fra V International Media skrevet under på at deltage i finansieringen af “Iron Sky: The Coming Race”. De skal desuden håndtere distributionsrettighederne til filmen uden for Norden. Hvor mange penge de har skudt i projektet, meldes der ikke noget om. Men i følge Iron Sky-folkene er de “næsten i mål” med de ca. 100 millioner kroner som toeren er budgetteret til. Vandervalle og Ackerman vil begynde salget under filmfestivalen i Cannes.
Når filmen, som skal optages fra efteråret 2015, er færdig, vil man kunne se Adolf Hitler forsøge på at indtage kloden fra sit seneste skjulested i Jordens hule indre. Hvor der i øvrigt stadig skulle leve dinosaurer.
Hvad “Iron Sky: The Coming Race” måtte mangle i logik eller dybde, vil den helt sikkert have i ren, rå nørdet humor. Vi glæder os til premieren, som er planlagt til at blive i Berlin i februar 2017!
Kilde: The Hollywood Reporter