Regnskabets time er næsten over os. Jake Paul møder Mike Tyson. Man kan have sine meninger om den længe ventede(?) kamp mellem influenceren Paul (27) og bokselegenden Tyson (58), men nu er det i det mindste blevet officielt bekræftet, at kampen gennemføres som planlagt. Arrangementet vil blive streamet live på Netflix fra AT&T Stadium i Arlington, Texas, den 15. november, for os skandinaver nærmere bestemt den 16. november fra kl. 02.00.
Paul vs. Tyson – kampen vises på Netflix
‘Iron Mike’ Tyson regnes for en af de mest formidable sværvægtere i boksehistorien, mens Jake Paul (bror til Logan Paul) er gået fra at være en simpel YouTuber til at vise lovende takter i bokseringen.
Kampen kommer til at bestå af otte to-minutters runder (i stedet for de sædvanlige tre-minutters runder). Begge boksere vil bære 14 OZ boksehandsker, som er tungere end standardhandsker. Tyson skulle oprindeligt have mødt Paul i juli, men kampen blev udskudt, fordi Tyson fik mavesår. Kampen har tiltrukket sig stor opmærksomhed verden over og forventes at blive meget indbringende for begge boksere, selv om Tyson har hævdet, at han ikke møder Jake Paul i ringen for pengenes skyld.
Om det bliver århundredets mest spændende match, må tiden vise, men om ikke andet kan man glæde sig til at se den ene slå den anden ud!
Ny Netflix-dokumentar: Nedtælling før kampen
Den nye dokumentarserie Countdown: Jake Paul vs. Mike Tyson, i tre dele, tager os med bag kulisserne forud for kampen. Her vil man kunne følge udviklingen i de to bokseres træningslejre. Derudover får vi et indblik i forberedelserne hos superletvægtsmesteren Katie Taylor og fjervægtsmesteren Amanda ‘The Real Deal’ Serrano, som også står over for hinanden den 15. november.
Dokumentaren har premiere den 7. november, men traileren er allerede ude.