I fredags udgav Netflix den nye actionfilm Trigger Warning – og den gik direkte til tops på streaminggigantens lister over de mest sete film.
Der er ikke noget usædvanligt ved, at Netflix har premiere på en ny actionfilm – der er snesevis af dem hvert år – men det særlige ved Trigger Warning er, hvem vi finder i hovedrollen: Jessica Alba.
Den californiske skuespillerinde er netop fyldt 43 år og har stort set holdt sig ude af filmbranchen siden sin Hollywood-rus i 2010’erne.
Med film som Sin City: A Dame to Kill For, Machete, Awake, Dark Angel, Stretch, Into the Blue og Fantastic Four-serien fik Alba et solidt fodfæste i Hollywood. Både som en mere end dygtig actionheltinde, men også med flere roller i komedier og dramafilm.
Den film, der har gjort stærkest indtryk på hende, er nok Michael Winterbottoms The Killer Inside Me, hvor Alba giver en skræmmende god præstation som offer for Casey Afflecks raseri og vold.
Siden hun næsten lagde sin filmkarriere på hylden, er hun blevet mangemillionær på kosmetik, men nu er den fyrige, alsidige skuespillerinde endelig tilbage.
Trigger Warning følger kommandosoldaten Parker (Alba), da hun rejser tilbage til sin hjemby for at finde svar efter sin fars død.
Men det, som specialstyrkesoldaten afdækker, er en dødbringende og mangefacetteret sammensværgelse.
Filmen er instrueret af indonesiske Mouly Surya (Marlina the Murderer in Four Acts).
Andre hovedroller i denne actionthriller spilles af Mark Webber, Anthony M. Hall, Tone Bell, Gabriel Basso og Jake Weary.
På trods af den lange pause er brugerne af Rotten Tomatoes ikke helt overbeviste om, at filmen er værd at se, men den er alligevel i øjeblikket den mest streamede film på Netflix.