Samtidig med at Paramounts flagskibsserie, Yellowstone, ubønhørligt nærmer sig sin afslutning, er serieskaber Taylor Sheridan travlt beskæftiget med andre serier.
Multitalentet Sheridan står bag megasucceser som Yellowstone, 1883, 1923, Mayor of Kingstown, Tulsa King, Special Ops: Lioness og Lawmen: Bass Reeves – samt den kommende 6666 og efterfølgeren til Yellowstone, 2024, med Matthew McConaughey i hovedrollen.
Snart er der premiere på den længe ventede tredje sæson af hans socialrealistiske krimidrama, Mayor of Kingstown, med Jeremy Renner i hovedrollen.
Serien handler om nutidens gennemkommercialiserede, dysfunktionelle amerikanske fængselssystem.
Nu er traileren her!
Efter en relativt afsluttende sæsonfinale af anden sæson og en hårdt kvæstet Jeremy Renner, så det sort ud for en fortsættelse af det intense krimidrama.
Mayor of Kingstown dramatiserer det enorme fængselssystem i Kingstown, Michigan (en by med 40.000 indbyggere, hvor “alle” indfødte tager sig af de 20.000 indsatte). Alle, på hver sin side af loven, opererer i gråzoner, alt og alle kan købes, og systemet ansporer til korruption.
Mike McLusky (Renner) er “fikseren”, der fungerer som mægler og bindeled mellem de kriminelle inden- og udenfor murene samt det lokale politi.
Vi ser frem til endnu en gang at møde den lettere dysfunktionelle McLusky-familie, narkobaronen Bunny, den fortabte Iris og den beskidte undergrundskriminalitet i forfaldne, voldelige Kingstown.
Ud over Renner i den ikoniske hovedrolle bliver der gensyn med Dianne Wiest (hans mor, Miriam McLusky), Hugh Dillon (efterforsker Ian), Tobi Bamtefa (Bunny), Taylor Handley (Mikes lillebror Kyle), Derek Webster ( politimanden Stevie), Hamish Allan-Headley (SWAT-badass Robert Sawyer), Nishi Munshi (Kyles kone Tracy), Michael Beach (politichef Kareem Moore) – og sidst, men ikke mindst, en fantastisk Emma Laird som den lille mus Iris, der lader sig udnytte af alt og alle.
Efter den “eksplosive” afslutning på den foregående sæson er vi højst usikre på, om vi får et gensyn med gangsteren Milo Sunter (Aidan Gillen, Game of Thrones).
I sæson 3 ryster en række eksplosioner Kingstown og dens indbyggere, da et nyt medlem af den russiske mafia etablerer sig i byen, og en narkokrig pludselig begynder at rase både inden for og uden for fængslets mure.
Den tunge opgave med at afslutte krigen lander hos Mike, men situationen bliver endnu mere pikant og kompliceret, da et velkendt ansigt fra hans egen tid bag murene truer med at underminere hans bestræbelser på at bevare freden.
Taylor Sheridan arbejder stadig eksklusivt for Paramount, så Kingstown vil blive vist på SkyShowtime i Skandinavien, hvor der er sæsonpremiere den 6. juni.
Man må væbne sig med tålmodighed for at se fortsættelsen på en af de bedste krimiserier i nyere tid.