Der foregår for tiden en omfattende kamp om de globale streaming-abonnenters gunst. En heftig konkurrencesituation som blandt andet fører til opkøb, fusioner – og uundgåelige nedskæringer i programudbuddet.
Sidste forår blev gigantfusionen mellem Discovery og WarnerMedia godkendt, og siden har den nye ledergruppe i Warner Bros. Discovery gennemført omfattende besparelser; hvilket også i høj grad er gået ud over indholdet på HBO Max.
Siden fusionen gik igennem har den nye ledelse (med CEO David Zaslav i front) aflyst blandt andet følgende serier/film:
- Wonder Twins
- Gordita Chronicles
- Batgirl
- Strange Adventures
- Batman: Caped Crusader
- Demimonde
- The Last O.G.
- The Big D
- Chad
- Full Frontal with Samantha Bee
- Snowpiercer
- Beforeigners
- Westworld
- Raised by Wolves
Herhjemme kom det som et chok for det nordiske film- og serie-miljø, da HBO Max forrige sommer besluttede at nedlægge alt lokalproduceret nordisk indhold. Herunder populære serier som Beforeigners og Lust.
Ikke nok med at serierne ikke blev fornyet; store mængder af dem er også lige så stille forsvundet fra HBO Max.
Dette er i høj grad gået ud over lokalproducerede serier; specielt indholdet fra det hedengangne HBO Nordic. Solide serier som f.eks. norske Velkommen til Utmark, danske Kamikaze, svenske Lust og norske Beforeigners (en serie som også fandt et stort internationalt publikum).
Warner Bros. Discovery’s nye forretningsplan er åbenbart at bortskaffe alt indhold, som ikke genererer tilstrækkeligt med indtægter (læs: abonnenter), beskære antallet af produktioner, og i stedet satse mere (dog med et betydelig mindre samlet budget) på store flagskibsserier som House of the Dragon og den helt nye The Last of Us.
Mindre, mere “ubetydelige” serier nedlægges, og arkivet sælges nu til andre, lokale streamingtjenester – som SkyShowtime!
Den nye streamingtjeneste SkyShowtime annoncerer i dag at de har indgået en stor programkøbsaftale med Warner Bros. Discovery, som indebærer at de får senderettighederne til blandt andet serier som:
- Beartown, 1. sæson (Sverige)
- Beforeigners, 1. og 2. sæson (Norge)
- Kamikaze, 1. sæson (Danmark)
- Lust, 1. sæson (Sverige)
- The Informant, 1. sæson (Ungarn)
- ID, 1. sæson (Finland)
- Por H o Por B, 2. sæson (Spanien)
- The Winner, 1. sæson (Tjekkiet)
- Warszawianka, 1. sæson (Polen)
SkyShowtime har købt de eksklusive europæiske rettigheder til 21 lokale serier fra HBO Max, inkl. nogen af HBO Maxs mest populære og anerkendte serier fra regionen. I alt giver aftalen SkyShowtime 168 episoder – over 150 timer – med helt nye og tidligere sendte serier.
Aftalen, som inkluderer tre splinternye og færdigproducerede serier, som vil få verdenspremiere på SkyShowtime i løbet af 2023, vil accelerere selskabets involvering i original serieproduktion betydeligt. De nye serier, der vil blive markedsført som “SkyShowtime Originals”, inkluderer ID (Finland), The Winner (Tjekkiet) og Warszawianka (Polen)
NB! Aftalen indebærer også at SkyShowtime fra nu af har rettigheden til (eventuelt) at forny disse serier, således at muligheden foreligger for en Beforeigners sæson 3 eller Lust sæson 2!
Ikke mindst krydser vi fingre, og tæer, for at vi en dag vil få en 2. sæson af Velkommen til Utmark at se!
Arkivserierne fra HBO Max vil blive tilgængelige på SkyShowtime i løbet af marts måned.
I forbindelse med annonceringen af aftalen, udtaler SkyShowtimes direktør, Monty Sarhan:
Dette er en skelsættende aftale for SkyShowtime, der giver os et øjeblikkeligt fodfæste i lokal programmering langt før planen. Som en streamingtjeneste, der er skabt specielt til Europa, er SkyShowtime forpligtet til forbrugerne på vores markeder. Lokal programmering er en vigtig del af vores strategi, og vi er glade for at være stedet for disse nye serier, såvel som populære shows, der gav genlyd hos publikum i hele Norden, Central- og Østeuropa og Spanien.
PS! Hvis du skulle være gået glip af det, så er SkyShowtimes eksklusive “guldæg” den vanvittig populære, moderne western-serie fra Paramount/Taylor Sheridan: Yellowstone.
Sæson 5 kan streames nu!
Hvordan forholder det sig med Westworld. Jeg var lige startet på 4. sæson og så var den væk på HBO Max, så håbede at den også landede på SkyShowTime
Hej, Thomas 🙂
Desværre er Westworld ikke inkluderet i SkyShowtime-pakken.