I det strålende sensommervejr var Lyd & Billede i går til stede på Netflix’s nye nordiske hovedkontor i Stockholm, hvor en række nye nordiske serier og film blev præsenteret.
Den største overraskelse var nok, at Netflix har formået at overtale serieskaberen og Netflix-veteranen Per-Olav Sørensen til at vende tilbage til julestemningen – der kommer nemlig en tredje sæson af Hjem til jul!
Sørensen har tidligere leveret solide og realistiske serier som Kampen om tungtvannet, Quicksand – Størst af alt, to sæsoner af Hjem til jul, The Playlist, Julestorm og årets Midsommernat for streaminggiganten.
Alle er hjertevarme serier, hvor menneskelige relationer er i centrum – men Royalteen lader vi dog helst ligge i stilhed.
Nu har han samlet sit kvindelige manuskriptforfatterhold (Siri Seljeseth, Amy Deasismont, Vera Herngren, Mari Ørstavik), der lige nu skriver løs på nye romantiske forviklinger og dramatik i den smånaive og stærkt romantiske Johanne’s (Ida E. Broch) kaotiske tilværelse.
Gennem to sæsoner (2019, 2020) har vi fulgt Johanne’s besværlige jagt på kærligheden midt i juleræset.
I anden sæson så vi, at kærestesorger, julestress, venner, der flyttede, og en familie, der var ved at splittes, sled på Johanne. Hun “løste” det med fest, nye tatoveringer og en intens trang til romantik. I baggrunden lurer Jonas (Felix Sandman, Quicksand – Størst af alt).
Vi forlod dem begge i vildrede, med relativt åbne fremtidsudsigter.
Til næste jul får vi at se, hvordan det er gået Johanne, fem år senere i livet.
Sørensen lover gensyn med de samme hovedpersoner, men understreger, at kun Broch er bekræftet på projektet indtil videre.
Hjem til jul (“Home for Christmas”) er en af de nordiske serier, der har haft størst succes uden for Norden, med høje internationale seertal.
I sæson 3 er Johanne nu 35 år, og det er noget tid siden bruddet med Jonas.
Hun har ingen ny kæreste, men holder sig aktiv og forsøger at undgå at føle sig ensom. Hun hjælper sine søskende, tager sig af sin ensomme far, og har fået en lederstilling på jobbet. Da hun vender tilbage til datingmarkedet, indser hun hurtigt, at det ikke er, som det plejede. Eller er det Johanne, der har ændret sig?
Bruddet med Jonas var hårdt, og i baghovedet lurer det store spørgsmål: Vil hun turde elske igen?
Svarene og gensynet med de elskelige figurer får vi til næste jul.
Netflix’s VP for nordisk indhold, Jenny S. Björk, fortalte, at blandt Netflix’s 278 millioner globale abonnenter har imponerende to tredjedele streamet nordisk indhold mindst én gang.
Det er derfor ikke overraskende, at streaminggiganten fortsætter med at satse stærkt i Norden. Når både Max og Viaplay næsten har givet op på nordisk dramaindhold, er Netflix nu den klare leder i at levere unikke, karakteristiske historier fra vores hjemlige regioner til et internationalt publikum.
Næste år udkommer bl.a. en ny krimithriller af Peter Grönlund (Goliat): Synden (2025). Den foregår i redneck-land i det sydlige Sverige og følger en politikvinde (Krista Kosonen, Beforeigners), der bliver personligt involveret i en mordsag.
Det virker som en meget spændende serie med et utraditionelt greb, da Grönlund har valgt at caste en række amatører sammen med professionelle skuespillere.
Derudover vender de driftige serieskabere (og skuespillere) Ditte Hansen og Louise Mieritz tilbage med den romantiske komedie SULT, baseret på Tine Høegs roman fra 2022. Her får vi historien om et ungt dansk par i midten af trediverne, der kæmper med at få børn. Filmen er baseret på romanen.
Netflix annoncerede også en række andre nordiske serier og film, herunder den længe ventede del II af Ronja Røverdatter (premiere 24. oktober), The Helicopter Heist (baseret på virkelige hændelser; premiere 22. november), Troll2 (den første film er den mest streamede ikke-engelsksprogede Netflix-film nogensinde!) og realityserien Making it In Marbella (premiere: 1. oktober).
CO-CEO Greg Peters kunne dog afvise, at Netflix vil satse lige så tungt på reality-tv som Max og Viaplay. Hos streaminggiganten vil originalt dramaindhold fortsat være rygraden på platformen.
Og hvis du venter på et billigere Netflix-abonnement (med reklamer), ligger dette stadig et godt stykke ude i fremtiden for nordiske abonnenter.
Det, vi derimod virkelig kan se frem til, er endnu en mega-gigantisk katastrofeoplevelse, signeret af det norske Fantefilm-hold, der tidligere har leveret popcorn-action af højeste Hollywood-kvalitet med film som Bølgen, Skælvet og Nordsøen.
Nu har de fået en af Nordens bedste karakterskuespillere, Anders Baasmo (Exit), med ombord og står klar med en katastrofe-miniserie sat på De Kanariske Øer: La Palma.
Her er det et enormt vulkanudbrud som truer vore antihelte.
Den har premiere hen mod slutningen af året – vi glæder os allerede!