Det norske svar på DR – NRK, der ofte beskyldes for at være kedelig (om end troværdig) har fået uventet stor succes med en omfattende satsning på drama.
Med solide serier som Lilyhammer (samproduktion med Netflix), Skam, Emmy-vinderen Atlantic Crossing, Emmy-vinderen Mammon, realityserien Teenage Boss og ikke mindst megasuccesen Exit (om de ustyrlige, hedonistiske finansakrobater på Aker Brygge) har den norske statskanal opbygget et solidt brand for norskproducerede serier, der når ud til et bredt, internationalt publikum.
Den 21. september havde den store satsning So Long, Marianne NRK-premiere. Seriens skaber er multikunstneren der også stod bag Exit, Øystein Karlsen.
Den fascinerende kærlighedshistorie tager os med “bag kulisserne”, da Leonard Cohen voksede frem som en global musikstjerne.
I en periode på næsten otte år (1960-67) var Cohen i et forhold med norske Marianne Ihlen. De to turtelduer tilbragte en stor del af denne formative periode for Cohen på det idylliske Hydra i Grækenland.
Serien havde premiere på DR i sidste uge, mens den bliver lanceret på svensk TV den 3. november.
Og nu har den norske radio-tv-kanal også solgt den til en række nye lande.
Det canadiske tv-netværk Crave er medproducent af serien, og den er allerede ude på det canadiske marked.
Produktionsselskabet har (indtil videre) solgt So Long, Marianne til Tyskland (ARD), Storbritannien (ITVX), Estland, Letland og Litauen. Der kommer hele tiden nye lande til, og Tjekkiet, Kroatien og Spanien samt Australien er nye markeder for det musikalske kærlighedsdrama.
I 1957/58 slog det unge norske kunstnerpar Axel Jensen (forfatter til blandt andet “Ikaros” og “Line”) og Marianne Ihlen sig ned på den eksotiske ø Hydra. På den græske ø var de konstant omgivet af en gruppe boheme-emigranter med en forfatter eller maler i sig. Her mødte de det australske dysfunktionelle par Clift/Johnson, den svenske forfatter Göran Tunström og Allen Ginsberg.
En flok egocentriske, urealistiske kunstnersjæle, der flød rundt i deres egen boble, troede, at hele verden var der for dem, og druknede deres kvaler og dæmoner i en endeløs strøm af billig græsk vin. Og hvis det ikke var dæmonerne, der bankede på døren, så drak de et glas rødvin for at fejre det.
Om aftenen ville den spirende forfatter Jensen “afreagere”, have fred og ro og feste med gutterne – efterfulgt af sex med den kvinde, som det var lykkedes ham at forføre den pågældende aften. Naturligvis var der gnidninger i forholdet – og da han stak til søs (med sin nye flamme, Patricia) kun få måneder efter fødslen af deres søn Axel Jr, indså selv Marianne, at forholdet var gået i stykker.
Ind kom den brummende, charmerende, blide digter Cohen (Alex Wolff, Oppenheimer).
Forholdet bar kunstnerisk frugt, herunder (naturligvis) sangen “So Long, Marianne”, men også andre kendte Cohen-sange som “Hey, That’s No Way to Say Goodbye” og “Bird on the Wire”.
Samspillet mellem Wolff og den langt mere jordnære Marianne (Loch Næss) er til at tage og føle på – og de spiller hinanden godt, samtidig med at de supplerer hinanden; både som mennesketyper, men også som skuespillere.
Hun er næsten naivt søgende efter den store kærlighed og frihed, men også sulten efter trygheden i et varigt forhold. Vi vil gerne være en flue på væggen i deres evigt skiftende forhold.
So Long, Marianne serverer os et fremragende manuskript med inderlige replikker, der forsøger at fjerne karakterens arketypiske, destruktive kunstneriske egenskaber og udfolde de dybt menneskelige svagheder og indre dæmoner. Men også længslen efter at være vellidt og ønsket, og forsøget på at “glatte ud” over sine mangler med en ballade på en akustisk guitar.
Når det hele er elegant krydret med iørefaldende musik af en af musikkens største maestroer, lader vi os villigt forføre.
Så So Long Marianne på NRK med danske undertekster og ser den nu igen på DR2. Denne fantastiske fortælling kommer ind under huden og bliver der helt sikkert meget længe😊