Efter fusionen mellem Warner Media og Discovery i april 2022 har der været blæst om streaming-tjenesten HBO Max (tidligere HBO Nordic her i Norden).
Den nye topledelse fandt øksen frem, skar ned på indholdsbudgetterne og droppede populære serier en efter en.
Afslutningen på corona-lockdown, en hårdere konkurrencesituation og et generelt økonomisk lavvande har betydet hårde vilkår for streaming-selskaberne.
Warner Bros. Discovery har foretaget omfattende omkostningsbesparelser og droppet (eller solgt) serier som Westworld, Raised by Wolves, Snowpiercer og Beforeigners. Selv den færdigindspillede film Batgirl blev skrottet inden færdiggørelsen – og det efter at selskabet havde brændt omkring 600 millioner kroner af!
Sidste sommer blev det annonceret, at Perry Mason-serien ville blive stoppet efter kun to sæsoner. Og i efteråret skrottede HBO Max den kontroversielle The Idol (med Lily-Rose Depp og The Weeknd i hovedrollerne) efter kun én sæson.
Samtidig er al produktion af lokale nordiske serier blevet annulleret. Og for at sætte prikken over i’et er de nordiske serier, der allerede er blevet produceret (såsom Beforeigners, Lust, Velkommen til Utmark, Kamikaze og Beartown), blevet fjernet fra streamingtjenesten og solgt til konkurrenten SkyShowtime.
Det absolutte seriehøjdepunkt efter fusionen har været lanceringen af prequel-serien til Game of Thrones, House of the Dragon, som så dagens lys i efteråret 2022.
I går annoncerede Max, at den længe ventede anden sæson udkommer den 17. juni i år.
HBO Max tog os også (ganske uventet) med storm med den fremragende zombie-dramaserie The Last of Us (januar 2023). Den havde vi ikke set komme!
For præcis et år siden blev det klart, at Warner Media/Discovery skrottede HBO-navnet i USA og “fusionerede” Discovery+ med HBO Max, hvorpå de lancerede den mere vidtfavnende streaming-tjeneste “Max“.
Ikke kun et nyt navn, men også et nyt fokus.
Nu er tiden kommet til den nordiske lancering.
I forbindelse med den amerikanske lancering sagde David Zaslav:
Max is the one to watch. It’s the one to watch because it’s the place every member of the household can go to see exactly what they want at any given time.”
Indholdet er varieret og udvidet med alt fra DC’s The Penguin, en ny spin-off-serie af The Big Bang Theory, The Sopranos, Succession, The Last of Us, House of the Dragon, Dr. Pimple Popper, Fixer Upper samt store franchises som Superman, Batman, Wonder Woman, Game of Thrones, The Lord of the Rings, Harry Potter (som nu også bliver relanceret som en serie) og Sesame Street.
Det var under TV-festivalen “Series Mania” i den franske by Lille i går, at JB Perrette, President & CEO, Global Streaming & Games hos Warner Bros. Discovery, annoncerede ændringen:
Max giver os mulighed for at samle alt det bedste indhold fra WBD på ét sted. Platformen byder på en utrolig bredde og mangfoldighed af underholdning fra vores brands og TV-kanaler. Med det uovertrufne indhold, vi har på Max, fra “House of the Dragon” til OL i Paris 2024, tilbyder den nye streaming-tjeneste underholdning for enhver smag, uanset humør og anledning.”
Streamingtjenesten vil tilbyde indhold fra både HBO Max og discovery+.
Christina Sulebakk, Executive Vice President og Managing Director for Warner Bros. Discovery i Norden, siger:
Vi har glædet os til at afsløre lanceringsdatoen for vores nye globale streaming-tjeneste, Max, i Norden. Max samler anerkendte serier og film som House of the Dragon og Wonka, ikoniske sportsbegivenheder som OL i Paris 2024 og Roland-Garros og lokale titler som 71° North, Kongen Befaler og Næste Sommer. Med alt dette fantastiske indhold fra vores forskellige platforme og kanaler samlet på ét sted, bliver Max virkelig en game-changer. Vi er begejstrede for, at vi snart kan tilbyde seerne en fantastisk streaming-oplevelse på Max.”
Max vil tilbyde følgende tre abonnementsniveauer:
Basis med reklame
- Giver adgang til Max til en lavere pris og vil inkludere reklamer.
- Brugere vil kunne streame indhold på to enheder samtidig.
- Indholdet vil være tilgængeligt i fuld HD-opløsning.
Standard
- Brugere kan streame indhold på to enheder samtidig.
- Indholdet vil være tilgængeligt i fuld HD-opløsning.
- Op til 30 downloads af tilgængeligt indhold til at se offline.
Premium
- Brugere kan streame indhold på op til fire enheder samtidigt.
- Fuld HD- eller 4K-opløsning og med Dolby Atmos-lyd (hvor det er tilgængeligt).
- Op til 100 downloads af tilgængeligt indhold til at se offline (begrænsninger gælder).
Seerne kan få adgang til sport ved at vælge et tillægsabonnement, der passer til ethvert basisabonnement.
NB! Fuldstændige detaljer om priser vil blive kommunikeret i de kommende uger og vil variere fra land til land.
Eksisterende HBO Max-abonnenter vil beholde deres nuværende profiler, streaming-historik og My List og kan fortsætte med at streame, hvor de slap med Max.
I nogle tilfælde, afhængigt af enhed eller operativsystem, vil HBO Max-app’en automatisk blive opdateret til Max-app’en. I andre tilfælde vil brugerne, når de åbner HBO Max-app’en, blive bedt om at downloade den nye Max-app, så de kan begynde at udforske den nye tjeneste med nogle få klik.
PS! I forbindelse med lanceringen af HBO Max i Norden pushede tjenesten samtidig tilbuddet “halv pris for livet” (så længe du aldrig opsiger). Hvad der sker, når HBO Max ophører med at eksistere i maj, har hidtil været uklart.
I dag bekræfter Max endelig, gennem Marianne Aambø, PR- og kommunikationschef hos Warner Bros Discovery, at de vil overholde den indgåede aftale:
Nuværende brugere, der abonnerer på HBO Max’ livstidsrabatkampagne, vil beholde rabatten (halvdelen af den til enhver tid gældende pris), så længe abonnementet er aktivt, og de overholder kampagnens vilkår og betingelser.
Max skal på sigt være Warner Bros. Discoverys eneste streaming-produkt. Efter at Max er lanceret i Norden, vil Discovery+ forblive tilgængeligt indtil videre…
Max hævder, at de vil:
Tilbyde underholdning for enhver smag med et varieret udvalg af højeste kvalitet på tværs af alle genrer og formater, fra Warner Bros. Discoverys omfattende portefølje af brands, der inkluderer HBO Originals, Max Originals, Warner Bros. film, DC-universet, Harry Potter-universet og populært børneindhold. Max tilbyder førsteklasses underholdning inden for genrer som sport, reality, livsstil, mad, hjem og true crime samt dokumentarer og andet dansk indhold.”
Det stemmer sikkert nok, at den nye streamingtjeneste vil give os langt større bredde udvalg end HBO Max, men hvis det indebærer, at vi skal bombarderes med uinteressante sportsbegivenheder og meningsløse, fordummende realityserier på bekostning af kvalitetsprogrammer, er vi (mildt sagt) skeptiske.
HBO proklamerede sig stolt som “seriemesteren“.
Når det er sagt, vil tiden vise, hvordan det bliver – og vi vil give ” nytilkommeren” tid til at etablere sig, før vi fælder den endelige dom.