Instruktør og manuskriptforfatter Damien Chazelles ekstravagante fyrværkeri af en film, Babylon, handler om det dekadente liv i Hollywood i 1920’erne.
Filmen fik en meget blandet modtagelse af kritikerne, men blev nomineret til tre Oscars.
Superstjernerne Brad Pitt (Once Upon a Time in Hollywood) og Margot Robbie (The Wolf of Wall Street) spiller hovedrollerne, og allerede fra torsdag den 6. juli kan du streame herlighederne på SkyShowtime.
Babylon er en sprudlende fortælling om Hollywoods glamour og udskejelser i de sensationelle 1920’ere, skrevet og instrueret af Chazelle.
Det til tider outrerede drama fra Hollywoods storhedstid følger et imponerende persongalleri, der alle kæmper for deres pladser på den krævende Hollywood-scene i 1920’erne og for at opretholde deres relevans i en tid, hvor branchen konstant er på udkig efter det næste store stjerneskud:
- Stumfilm-superstjernen Jack Conrad (Brad Pitt)
- Den unge stjerneskuespillerinde Nellie LaRoy (Margot Robbie)
- Produktionschefen Manny Torres (Diego Calva)
- Musicalsensationen Sidney Palmer (Jovan Adepo)
Den overdådige film fik tre anerkendende nik fra Oscar-akademiet, herunder Bedste originalmusik, Bedste produktionsdesign og Bedste kostumedesign.
Selv om ikke alle kritikere var enige i slutresultatet, roste de enstemmigt Robbies imponerende præstation som den fremadstormende stjerne Nellie LaRoy.
En film du skal se – og som garanteret ikke vil efterlade dig uberørt.