Selvfølgelig måtte der spindes videre på Game of Thrones, den største seriesucces gennem tiderne. Det har længe været kendt, at HBO arbejder på prequel-serien House of the Dragon, men streaming-giganten planlægger også en anden GoT-serie: 10.000 Ships.
10.000 Ships foregår ca. tusind år før handlingen i Game of Thrones og fortæller historien om krigerprinsessen Nymeria og de overlevende rhoynarer, der rejste fra Essos til Dorne efter nederlaget mod valyrierne og deres drager i Den Anden Krydderikrig.
Selv om serien ikke lanceres før 2023 – tidligst – giver HBO os nu en forsmag med videoen “Histories & Lore”:
https://youtu.be/GIcdxd0r22I
Videoen er otte minutter lang og giver et kort, men relativt komplet overblik over de vigtigste begivenheder i prinsesse Nymerias liv.
Nymeria tabte Den Anden Krydderikrig, men i stedet for at underkaste sig valyriernes styre førte hun sit folk over Det Smalle Hav og bosatte sig i Dorne, hvor hendes efterkommere regerede i mange generationer. Hun og hendes folk kom til det nye land om bord på 10.000 skibe, som Nymeria derefter lod brænde.
Mange så rhoynarerne som uvelkomne indtrængende, der burde drives tilbage over havet. Men Lord Mors Martell så muligheder i rhoynarerne – og det rygtedes, at han endda tabte sit hjerte til den smukke prinsesse.
Nymeria udnævnte sin mand til prins af Dorne og erklærede hans herredømme over hele Dorne – hvorpå årtier med krig fulgte, kaldet Nymerias krig.
https://youtu.be/LpppF4C-7k8
Selv om teaseren er animeret, bliver den kommende prequel-serie live-action.