En af de største og mest imødesete film, som coronapandemien og nedlukningen satte en effektiv stopper for, var efterfølgeren til blockbusteren Top Gun (1986): Top Gun: Maverick.
Siden virusdjævelskabet meldte sin ankomst blev premieren udskudt gang på gang.
Optagelserne blev afsluttet allerede den 17. juni 2019 – men verdenspremieren fandt først sted den 20. september 2022.
Men, som du ved: Nogle ting er værd at vente på …
Som vi skrev i anmeldelsen af actionfesten:
Når Maverick & Co. trækker i håndtaget og skydes ud af hangarskibet, kan man mærke adrenalinsuset – det er næsten som selv at være inde i den klaustrofobiske metalboks og suse af sted med 3000 km/t.
Der tiltes, svinges og dykkes ned i halsbrækkende stunt i højere og højere fart. Herligt! Og selv slutscenerne byder på overraskende elementer.
Det viser sig, at over to års corona-ventetid slet ikke har været forgæves. Top Gun 2 blev lige så god, som man kunne håbe på. En dejlig form for virkelighedsflugt i adrenalinjunkien Tom Cruises drømmeverden. Frem med popcornene!
Med den slags kvaliteter tager vi hellere end gerne en runde til med Maverick & Co. 5 stærke stjerner.
Ikke alene fik efterfølgeren nærmest euforiske anmeldelser, biografpublikummet var også med på bølgen og sikrede Cruise & Co. deres mest indbringende film nogensinde.
Blockbusteren solgte biografbilletter for vanvittige 10 milliarder kroner (1,5 milliarder dollars) – og dermed der kridtet op til (endnu) en efterfølger.
Nu har Paramount givet grønt lys til Top Gun 3!
Rollebesætningen til Top Gun 3 er endnu ikke blevet på plads, men Tom Cruise vender tilbage som den ustyrlige topgun Pete “Maverick” Mitchell, sammen med Miles Teller som “Hangman” og Glen Powell som “Rooster”.
Manuskriptforfatteren fra Top Gun: Maverick, Ehren Kruger, er allerede i gang med manuskriptet, og Joe Kosinski indtager igen instruktørstolen.
Når det er sagt, skal du ikke forvente at se Tom Cruise trække i jagerpilotuniformen lige foreløbig. Superstjernen er for tiden travlt optaget af Mission: Impossible – Dead Reckoning Part Two (maj 2025), hvoraf en stor del er indspillet i Norge (på Svalbard).
Derudover skulle han have haft tid til at filme lidt i rummet.
Hvis Jerry Bruckheimer vender tilbage som producer, kan vi forvente endnu en opvisning i herlig, befriende testosteron-action!