Michael Connelly kan grine hele vejen til banken! Med over 74 millioner (!) solgte bøger er han en af alle tiders bedst sælgende forfattere, og mon ikke indtægterne fra TV-serien er at regne som en dråbe i havet?
Den tidligere kriminaljournalist har skrevet hele 24 bøger om den lidt indesluttede og meget regelrette drabsbetjent, Hieronymus «Harry» Bosch i Hollywood-afdelingen af LAPD. En krigsveteran og notorisk arbejdsnarkoman, som forsømmer familielivet for at løse sin seneste drabssag, og som konstant er på kant med interne efterforskere, fordi han har for vane at operere i lovens gråzoner – men altid utrætteligt på ofrenes side.
Men, efter syv sæsoner af TV-serien (2014-2021) kastede Bosch (Titus Welliver) håndklædet i ringen, og opsagde sit job. Dermed var det ubønhørligt slut for politimanden – eller var det nu også det?
Niks! Bosch blev derefter privatdetektiv, blev eksklusiv for Prime Video, og “genopstod” som Bosch: Legacy.
Som vi skrev i anmeldelsen af 1. sæson: “Ny start– samme høje kvalitet!”.
Nu har Jeff Bezos og Connelly besluttet at presse mere saft ud af Bosch-citronen. To nye spin-off-serier er på trapperne.
I den første serie, der er på vej, får Boschs (tidligere) partner, Jerry Edgar (Jamie Hector), hovedrollen.
Den altid ulasteligt klædte efterforsker i LAPD har i årevis været Boschs sparring-partner og nære ven. I de afsluttende sæsoner af Bosch kæmpede han med sine personlige problemer. Derudover så vi ham i en lille gæsteoptræden i Bosch: Legacy.
I serien med Edgar vil vi se figuren som undercover FBI-agent i Miami.
Desuden planlægger Prime Video en spin-off-serie centreret omkring detektiven Renee Ballard. Ballard dukkede op i Connellys kriminalroman The Late Show (2017) samt Dark Sacred Night (2018); men figuren har hidtil aldrig været med i TV-serierne.
I Ballard-serien vil hun lede LAPDs nye cold case-afdeling.
På nuværende tidspunkt har Prime endnu ikke oplyst noget om den mulige premiere-dato, eller starten på optagelserne. Connelly vil personligt figurere som udøvende producent på begge de to kommende serier.
PS! Tidligere skulle man have HBO Max her i Norden for at se Bosch-serien, men nu er det Prime Video, der er deres hjem.