Søndag den 3. marts 2024 var en skelsættende dag for tennisfans, da The Netflix Slam, duellen mellem Rafael Nadal og Carlos Alcaraz, fandt sted. Den stjernespækkede venskabskamp blev streamet live fra Michelob Ultra Arena på Mandalay Bay i Las Vegas, men optagelsen af kampen er nu tilgængelig på Netflix.
Kampen mellem de to spaniere blev kommenteret af tennisveteranerne Andre Agassi, Andy Roddic, Jim Courier, Mary Joe Fernandez og Patrick McEnroe. På tribunen sad blandt andre Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones.
Første rigtige sportsprogram fra Netflix
Kampen mellem tennislegenden Nadal (37) og den fremadstormende stjerne Alcaraz (20) er på mange måder historisk. Spanske Nadal har vundet 22 Grand Slam-turneringer, mens US Open- og Wimbledon-mesteren Alcaraz er nr. 2 i verden. Deres seneste møde var ved ATP Masters 1000 i Madrid i 2022, en kamp, som blev vundet af Alcaraz.
Dette er den første højt profilerede live sportsudsendelse fra Netflix, som debuterede med The Netflix Cup i 2023, men det var bare en afslappet golfturnering og “småtingsafdelingen” sammenlignet med søndagens Slam-begivenhed.
Tenniskampen var arrangeret af MGM Resorts International i Michelob Ultra Arena, som ligger på Mandalay Bay Hotel & Casino i Las Vegas. Dette hotel er i øvrigt et sted, som Lyd & Billede ofte besøger i forbindelse med CES-teknologimessen i januar hvert år. Vi tilbringer det meste af vores tid i konference- og udstillingsområdet, vel at mærke!
Mere fokus på sport
Netflix har haft stor succes med sportsdokumentarer som Drive to Survive (Formel 1) og Full Swing (Golf) og er konstant på udkig efter nye måder at tiltrække nye seere og abonnenter på. Det er derfor ikke overraskende, at de også vil fokusere mere på sport, reality og andre aktualitetsprogrammer i fremtiden. Streamingtjenesten har bl.a. sikret sig rettighederne til at streame indhold fra wrestlinguniverset WWE Raw fra næste år.
Samtidig har Netflix for nylig strammet op om reglerne for kontodeling.
Så hvem vandt? *SPOILER ALERT*
– Jeg er beæret og så glad for at dele bane med “Rafa” i Las Vegas,” sagde U.S. Open- og Wimbledon-mesteren Alcaraz til Netflix før kampen. – Han er tydeligvis en fantastisk fyr, og hans rekorder og præstationer taler for sig selv.
– Jeg er meget begejstret for mit første besøg i Las Vegas, fortsatte Nadal. – Jeg er også meget spændt på at spille med min landsmand Carlos Alcaraz. Jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk aften med tennis.
Nadal vandt åbningssættet i opvisningskampen med 6-3, mens Alcaraz vandt andet sæt med 6-4. Kampens sidste sæt var en 10-points tie-break, hvor Nadal i første omgang udlignede til 9-9. Kampen var lige til det sidste. Både Nadal og Alcaraz viste deres bedste tennisfærdigheder, men Alcaraz vandt til sidst 14-12 i sidste runde og tog sejren i The Netflix Slam.
Programmet er “kun” i HD-opløsning og 5.1-lyd, men måske kan vi håbe på, at den næste sportsbegivenhed bliver i 4K HDR med Atmos?