BBC rapporterer, at den mest berømte James Bond-skuespiller nogensinde, skotske Sean Connery, er død.
Han blev 90 år gammel.
Filmlegenden, der var kendt for sin charme og sin karakteristiske skotske accent, medvirkede i seks officielle Bond-film: Dr. No, From Russia with Love, Goldfinger, Thunderball, You Only Live Twice og Diamonds are Forever, samt den uofficielle Never Say Never Again.
Det hævdes, at mesterdirektør Steven Spielberg engang sagde:
There are only seven genuine movie stars in the world, and Sean Connery is one of them.
Sean Connery (1930-2020) startede sin karriere som fotomodel. Hans store gennembrud som skuespiller kom med hovedrollen i den første James Bond-film, Dr. No, i 1962. Connerys sidste film som skuespiller var den skuffende The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003.
Ud over Bond-filmene var Connery bl.a. kendt for Marnie (1964), Murder on the Orient Express (1974), The Man Who Would Be King (1975), A Bridge Too Far (1977), Highlander (1986), The Name of the Rose (1986), Indiana Jones and the Last Crusade (1989), The Hunt for Red October (1990), Dragonheart (1996), The Rock (1996) og Finding Forrester (2000).
Skotlands nationalikon spillede med i hele 78 film samt en række TV-serier og kortfilm i sin karriere fra 1954 til 2003. Han vandt en Oscar for bedste mandlige birolle i Brian De Palmas klassiske gangsterfilm The Untouchables (1987).
I en af de mest mindeværdige Bond-scener nogensinde, fra Goldfinger (1964), hvor Auric Goldfinger (Gert Fröbe) har bundet 007 til et bord, mens en laserstråle kommer tættere og tættere på hans krop, siger Bond:
“You expect me to talk?”
Hvortil Goldfinger lakonisk svarer:
“No, Mr. Bond, I expect you to die.”
Du kan læse BBC’s nekrolog over Sean Connery her.
Fred være med hans minde.