En af HBO Max’ mest populære og længstlevende serier nærmer sig nu ubønhørligt sin afslutning.
Den 5. februar er der premiere på den 12. sæson, selveste finalen, af Curb Your Enthusiasm.
Det er hele 24 (!) år siden, at serien havde premiere, dengang som nu med Larry David i hovedrollen.
Komedieserien er en fiktiv og satirisk skildring af forfatteren, produceren og komikeren Larry Davids liv med Larry David selv i hovedrollen som en karikeret udgave af sig selv. Han spiller en delvist pensioneret manuskriptforfatter og TV-producer, der bor i Los Angeles.
Den ironiske dialog er ofte improviseret af skuespillerne.
I løbet af 11 populære sæsoner har serien skildret, hvordan tilsyneladende trivielle detaljer i dagligdagen (a la Seinfeld) kan udløse de mest katastrofale hændelsesforløb.
For at bevare spontaniteten i serien optages den uden manuskript. Skuespillerne får kun en skitse af hver scene og må i vid udstrækning improvisere deres replikker undervejs.
Serien har i sin levetid været nomineret til 47 Emmy-priser.
Ud over Larry David består rollelisten af Jeff Garlin, Susie Essman, Cheryl Hines, J.B. Smoove, Richard Lewis, Ted Danson, Vince Vaughn (True Detective, sæson 2) og Tracey Ullman.
David er også seriens skaber og udøvende producer.
Finalesæsonen vil bestå af 12 afsnit med premiere hver mandag fra den 5. februar.