Den 23. september fyldte musiklegenden Bruce ‘The Boss’ Springsteen 75 år – men alderen til trods hviler den ærkeamerikanske rockstjerne bestemt ikke på laurbærrene.
Springsteen har i de seneste årtier været en af de store artister, der har tilbragt mest tid på landevejene, hvor han har turneret verden rundt enten solo eller med sit E Street Band for at sprede sin musikskat.
Senest i sommer kunne vi skandinaver opleve den ikoniske amerikanske rockmusiker og hans elektriske E Street Band i Odense, Helsinki, Stockholm (hvor L&B var til stede) og Bergen.
På grund af pandemien var der (bortset fra hans unikke Broadway-shows 2017-2018) en pause på seks år mellem Springsteens sidste turné (TThe River Tour) og den igangværende verdensturné.
Den igangværende turné skød The Boss og hans E Street Band i gang i Florida den 1. februar 2023 – og den (foreløbig) sidste koncertdato er fastlagt til Torino i Italien den 3. juli næste år. I oktober/november spiller han en omfattende koncertrække i Canada.
Lyd & Billede kom gennem nåleøjet og var lettere euforisk til stede ved koncerten i Baltimore den 7. april 2023.
Nu har instruktøren Thom Zimny (Western Stars) forsøgt at genskabe magien fra maratonkoncerterne på det store lærred.
Den 25. oktober er der premiere på den helt nye dokumentarfilm Road Diary: Bruce Springsteen & The E Street Band på Disney+.
Nu er traileren her!
Filmen vil give det mest dybtgående indblik nogensinde i rocklegendens liv på landevejen, i samspillet med hans band og byde på masser af interviews og klip fra koncerter i de seneste to års turné.
Disney+-abonnenter bliver lovet et ‘flue-på-væggen’-perspektiv fra band-øvere og specielle øjeblikke backstage, og fra de omfattende forberedelser samt interviews med The Boss.
Der vil også være enkelte interviews med Springsteen-fans og masser af film fra bag kulisserne.
I forbindelse med filmlanceringen siger Springsteen selv:
You’ll get to experience a little bit of the fun and magic that we get to experience every night.
Filmen havde international forpremiere sidste weekend på TIFF (Toronto International Film Festival).
Se Road Diary-videoer fra årets TIFF her:
Under sin koncert i Baltimore sidste år bød The Boss på et herligt miks af gamle klassikere, mere obskure fan-numre samt sange fra sine to seneste albums (Letter to You og Only the Strong Survive).
I alt 26 sange, over 2:47 timer, var inkluderet. Men desværre ingen af numrene fra mesterværket Western Stars. Årets koncerter har næsten alle været på over tre timer og har haft en mere varieret sætliste.
Bandkammeraten (fra Springsteens første band The Castiles) George Theiss’ død udløste den kunstneriske skriveproces, som mundede ud i albummet Letter to You.
Erkendelsen af, at Springsteen nu er den sidste mand i live fra det oprindelige band, løber som en rød tråd gennem aftenen.
Dette års version af the E Street Band består af:
- Roy Bittan (piano, synthesizer)
- Nils Lofgren (guitar)
- Patti Scialfa (guitar, vokal) – sjældent til stede pga. kronisk sygdom
- Garry W. Tallent (bas)
- Little Steven (guitar, vokal)
- Max Weinberg (trommer)
- Soozie Tyrell (violin, guitar, vokal)
- Jake Clemons (saxofon)
- Charlie Giordano (keyboards).