To år efter premieren nærmer vi os slutningen på The Rain.
3. sæson af The Rain tager tråden op, hvor 2. sæson sluttede. Flere år efter at regnen tog livet af broderparten af befolkningen i Skandinavien, er Simone (Alba August) og Rasmus (Lucas Lynggaard Tønnesen) uenige om, hvordan de skal redde menneskeheden.
Rasmus vil inficere alle med den samme betaversion af den virus, som gjorde ham til et supermenneske, mens Simone insisterer på, at der findes en kur. Formår de at lægge uenighederne til side for at kunne træffe det rette valg?
Netflix udgiver i dag traileren til den tredje og sidste sæson af deres første nordiske originalserie, The Rain.
I 3. sæson møder vi Simone, Rasmus, Martin (Mikkel B. Følsgaard), Jean (Sonny Lindberg), Patrick (Lukas Løkken), Sarah (Clara Rosager), Kira (Evin Ahmad), Fie (Nathalie Madueño) og Sten (Johannes Kuhnke).
The Rain er en Miso Film-produktion skabt af Christian Potalivo, Jannik Tai Mosholt og Espen Toft Jacobsen.
Den danske serie er en af de mest sete ikke-engelsksprogede Netflix-originalserier med 30 millioner seere indtil nu.
Den tredje og sidste sæson vil bestå af seks afsnit og har verdenspremiere på Netflix den 6. august 2020.