Glæd jer! Efter en længere coronapause er en af de bedste TV-serier nogensinde – og Amazon Prime Videos flagskib – The Marvelous Mrs. Maisel, snart tilbage på skærmen.
Serien handler om den smitsomt sprudlende Miriam “Midge” Maisels usædvanlige og underholdende liv.
Midge (Rachel Brosnahan, House of Cards) kommer fra en baggrund som ung, pligtopfyldende husmor i et velstående, konservativt jødisk miljø i New York i 1950’erne. Men efter et forlist ægteskab – og et par drinks for meget – åbenbarer hendes udprægede komiske talent sig, og Midge begynder (til sine forældres store fortvivlelse) at tjene til livets ophold som standup-komiker. Ikke et helt almindeligt kvindefag for 70 år siden!
Rachel Brosnahan er et fund som den fyrrige, balstyrige og livsbekræftende Midge Maisel.
Serien byder på frisk og original humor, et skævt kig på 1950’ernes kønsrollemønstre, et fascinerende persongalleri, herlige kostumer og en noget nær perfekt tidskolorit med dertilhørende soundtrack. Læg hertil, at manuskripterne er befriende politisk ukorrekte, og vi har en vinderserie!
3. sæson kulminerede med, at Midge mistede sit engagement i en større showturné efter at have været lidt for åbenmundet om den diva-agtige sanger Shy Baldwins privatliv. I 4. sæson er vi nået til 1960’erne, hvor Midges stædighed skaber nye problemer, både for familie, kollegaer og venner.
Der er kommet hele to trailere til den kommende sæson med kort mellemrum. I den første ser vi en samtale mellem Midge og hendes manager Susie (Alex Borstein) om, hvordan de kan få hendes karriere på benene igen. Efter fyringen vil hun have total kreativ frihed og køre sit standup-show solo, og deres – noget ambitiøse – mål bliver derfor: “Let’s change the business!”
I den nye sæson får vi gæsteoptrædener af bl.a. Kelly Bishop, Milo Ventimiglia (Gilmore Girls), John Waters og Jason Alexander (Seinfeld).
4. sæson af The Marvelous Mrs. Maisel får premiere på Amazon Prime Video den 18. februar med to nye episoder om ugen. Sæt kryds i kalenderen!