annonce
annonce

10 ting du må vide om Canon EOS R og Nikon Z7 / Z6

De nye spejlløse full-frame-kameraer fra Canon og Nikon er det vigtigste, der er sket i lang tid.

Måske kan de nye kameraer øge interessen. For salget af kameraer ser ud til at være omvendt proportionalt med entusiasmen for fotografering.

Kameramarkedet er i forandring, og de billige kameraer forsvinder fra butikshylderne. Fremtidens kunder er ikke interesseret i kompaktkameraer, de vil have systemkameraer. Gode systemkameraer.

De også er villige til at betale for dem, hvilket vi kan se på salgsstatistikkerne.

Selv om antallet af solgte kameraer ikke stiger, stiger værdien, hver gang nye salgstal præsenteres, og kameraer til over 5.000 kroner betragtes ikke længere som dyre.

Det kan være godt nyt for Canon og Nikon, der for nylig udsendte nye systemkameraer. Ikke spejlreflekser denne gang, men deres første generation af spejlløse systemkameraer.

Vi har prøvet dem alle sammen og sammenligner de nye kameraer her.

En introduktion

Med full-frame – 23 x 36 mm – billedsensorer. Ikke de mindre APS-C- eller Micro Four Thirds-sensorer, men det gode, gamle småbilledformat. Lidt misforstået betegnet full-frame, men lad os bare holde os til den benævnelse. Den er trods alt almindligt brugt nu.

Det betyder, at Sony (og Leica) ikke længere er alene om at lave spejlløse full-frame-kameraer til entusiaster og professionelle. Et marked, som også Olympus, Panasonic og Fujifilm gerne vil ind på, selv om de har mindre billedsensorer – MFT og APS-C.

Når Canon og Nikon nu hopper med på vognen sammen med Sony (og Leica) kan det ske, at markedet får et længe savnet opsving. Det kan gøre det lettere at skabe opmærksomhed på markedet, det kan skabe mindre fragmentering – og ultimativt fjerne spejlreflekserne, som vi kender dem, fra butikshylderne.

Fordelene ved spejlløse kameraer er mange. Kamerahuset kan laves mindre, men ikke nødvendigvis mindre potent. Se bare på Olympus PEN-F eller Fujifilm X-T20. Man kan også opnå højere skudtakt som på Sony a9 eller bedre videokvalitet som på Panasonic Lumix GH5, og objektiverne kan laves mindre og lettere. Uden kompromiser.

Win-win, eller hvad?

Full-frame

Et spejlløst systemkamera med full-frame billedsensor såsom Sony a7 III er ikke meget større end et Lumix-kamera, men har næsten fire gange så stor billedflade. Det giver plads til lidt større lyssensorer, forudsat at antallet af sensorer er det samme, men også til endnu flere virkelig små sensorer. Hvis man vil have ekstrem opløsning. Som f.eks. på Sony a7R III.

Men som vi ved, er opløsning ikke alt.

Derfor findes der kameraer, hvor man kan vælge, hvad der er vigtigst. Høj skudtakt til sport og action – typisk over 10-12 billeder i sekundet (fps, frames per second) – lynhurtig autofokus og bufferkapacitet er ikke foreneligt med 50 megapixel. Endnu. Hvis man har brug for ekstrem opløsning på dette niveau, må man ofre noget fart, og skudtakten falder gerne til 5-6 fps.

1. Kameraerne

Der er selvfølgelig meget mere at fortælle om fordele og ulemper ved kameraer, men her skal vi se på de nyeste spejlløse full-frame-kameraer: Canon EOS R samt Nikon Z7 og Z6.

Mens Canon EOS R er det første kamera i en ny serie, har Nikon lanceret to nye modeller.

Canon-kameraet er et spejlløst full-frame-kamera med en 30 megapixel CMOS-sensor og 5.655 fokuspunkter (!) samt Canons velfungerende Dual Pixel autofokus, én SD-kortplads og en skudtakt på 8 fps. Dog uden billedstabilisering i kameraet.

EOS R er den første model i en serie spejlløse full-frame systemkameraer fra Canon.

Nikon Z6 kommer tættest på EOS R på papiret, og her får man en 24 megapixel bagbelyst CMOS-billedsensor med hurtig læsehastighed, 273 fokuspunkter, femaksers billedstabilisering og 12 fps skudtakt.

Nikon har valgt XQD og den kommende CFexpress-standard for hukommelseskort. Som potentielt kan give hurtigere overførselshastighed end SD. Men også her er der kun én kortplads.

Nikon Z7 adskiller sig fra Z6, ved at det har en 46 megapixel bagbelyst CMOS-billedsensor (med femaksers billedstabilisering), 493 fokuspunkter og 9 fps skudtakt; ellers er stort set alt andet i det væsentlige identisk. Med undtagelse af ISO-området.

Nikon Z7 og Z6 ser helt ens ud, men teknisk er de forskellige.

2. Billedsensor

De tre kameraer har altså samme store billedflade, men billedsensorerne har forskellige egenskaber.

Canons billedsensor er løseligt baseret på, men ikke identisk med den, der sidder i EOS 5D Mark IV. Elektronikken, aflæsningen, lavpasfilteret og den nye Digic8-processor giver forhåbentlig EOS R endnu bedre billedkvalitet, men det er for tidligt at sige.

Kameraet kan gemme 14 bit raw-filer, understøtter C-Raw, der komprimerer filstørrelsen, men ikke opløsningen, og har et ISO-område på 10-40.000 – der kan udvides til ISO 50-102.400.

Billedsensoren sidder bag en 54 mm stor bajonetfatning, og den korte registerafstand på 20 mm gør det muligt at lave meget lysstærk optik, som kan give god skarphed i hjørnerne på fuld blændeåbning.

Nikon har også en ekstra stor bajonetfatning på 55 mm og en registerafstand på 16 mm, og har allerede lanceret en Nikkor Z Noct 58 mm med lysstyrke f/0.95. Billedsensoren i Z7 på 45,7 megapixel – uden lavpasfilter – er bagbelyst og baseret på CMOS-sensoren fra D850, som er den bedste spejlreflekssensor, vi har testet.

Kameraet gemmer 14 eller 12 bit raw-filer og har et ISO-område på 64-25.600, der kan udvides til ISO 32-124.00.

I Z6 er den bagbelyste CMOS-sensor – med lavpasfilter – på 25 megapixel, og her er ISO-området 100-51.200, som kan udvides til ISO 50-204.800.

3. Autofokus

Lige siden Minolta i 1985 integrerede autofokus i et spejlrefleks (7000) med 2 fps skudtakt, har kameraindustrien forsøgt at gøre autofokus mere præcis og skudtakten højere.

Det er ikke nogen overdrivelse at hævde, at de moderne hybride autofokussystemer er overlegne; det gælder i højeste grad også her. Canon topper i teorien med massive 5.655 fokuspunkter fordelt over næsten hele billedfladen. Med Canons superbe Dual Pixel AF og en følsomhed ned til -6 EV er det svært at overgå.

Vores indtryk er indtil videre solidt. Autofokus er lynhurtig og støjsvag, selv på EF-optik med adapter, men vi må vente og se, hvor god følgefokus er i praksis. Canon-kameraet har ingen joystick-knap, men man kan bruge en finger på skærmen til at vælge fokuspunkter. Også når man har øjet i søgeren.

Nikon Z7 har færre, men større fokuspunkter – 493 styk, fordelt over 90 procent af billedsensoren. Det samme gælder Z6’s 273 fokuspunkter, de er bare større. Nikon oplyser, at følsomheden strækker sig til -3 EV. Kameraerne har ikke Nikons fremragende 3D-fokussporing, så det bliver interessant at se, hvordan det fungerer i praksis.

Vores førsteindtryk er godt, men vi har kun prøvet med to af de nye objektiver samt et Nikkor AF-S 85 mm f/1.4.

4. Skudtakt og buffer

Canon-kameraets skudtakt er den laveste her med 8 fps, når fokus låses på første eksponering. Men det har en god bufferkapacitet. Skudtakten falder til 5 fps med følgefokus og helt ned til 3 fps, når fokus er sat til Tracking Priority. Bufferen kan sluge 47 raw-filer og 100 jpeg-filer, før kameraet må vente med at skrive til (UHS-II) hukommelseskortet.

Nikon Z7 er lidt hurtigere, trods langt højere opløsning og ditto filstørrelser. Skudtakten på 9 fps gælder 12 bit filer (8 fps ved 14 bit) med fokus og lysmåling på første eksponering, og bufferen klarer kun 23-24 eksponeringer med 12 bit raw-filer og 18 eksponeringer med 14 bit. Eller ca. 25 jpeg-filer. Med lysmåling på alle eksponeringer er man nede i 5,5 fps, og med både lysmåling og følgefokus falder hastigheden yderligere.

Nikon Z6 jorder dem begge på hastighed. Her er skudtakten 12 fps, eller 5,5 fps med både lysmåling og følgefokus. Nikon har ikke opgivet noget tal for bufferkapaciteten, men det forventes, at den er langt bedre end på Z7.

5. Kamerahus og ergonomi

Fotografer har forskellige præferencer med hensyn til, hvad der er god ergonomi. Nikon Z7 og Z6 er helt ens udenpå. De er lige store og lige tunge (675 gram), og knapper, indstillingshjul og funktioner er identiske. Det er altså kun det tekniske, der adskiller dem.

Kameraerne har en lille OLED-statusskærm på toppen, on/off-knappen sidder rundt om udløserknappen, og der er to programmérbare knapper på fronten ved siden af det rigtig gode håndgreb. Kamerahusene er vejrbeskyttet svarende til D850, og de har tilslutninger til HDMI, USB-opladning, mikrofon, hovedtelefoner og en fremtidig batteripakke.

To store indstillingshjul, en joystick-knap bagpå og et programhjul på toppen gør kameraet til en fryd at bruge.

Tryk og drej er som sædvanlig mantraet hos Canon. Læg mærke til den berøringsfølsomme styreflade foran statusskærmen.

Canon EOS R har også en OLED-statusskærm på toppen, tilsvarende tilslutninger og et rigtig godt håndgreb. Men Canon har valgt en Mode-knap og indstillingshjul til skift af eksponeringsprogram. Det er ikke sikkert, at alle falder for den. Måske heller ikke den programmérbare styreflade bag højre tommelfinger, som jeg stadig ikke føler mig helt fortrolig med.

Næsten alle knapper og hjul kan programmeres, men der er ingen knapper foran ved håndgrebet. On/off-knappen er placeret oppe til venstre for søgeren, hvilket er spild af plads efter min mening. Men Canon har annonceret et ordentligt vertikalgreb (BG-E22) med plads til to batterier. I praksis betyder det ét ekstra, idet grebet tager batteriets plads i kamerahuset.

Kameraerne virker ekstremt fornuftigt bygget alle tre, men EOS R har ikke så omfattende vejrtætning som Nikon Z. Canon skal til gengæld have ros for, at lukkeren lukker af foran billedsensoren, når strømmen slukkes. Så er sensorerne bedre beskyttet, når man skifter objektiv.

6. Skærm og søger

Leica SL har stadig den største søger, men Canon og Nikon er ikke langt bagefter med 3,7 megapixel og stor forstørrelse. Søgeren i Z-serien kører 60 fps – lidt sølle, når Sony, Olympus og Panasonic kan klare 120 fps.

Der er ikke meget black-out-tid på serieoptagelser her, og hvilket der er bedst, må vi vende tilbage til i kommende tests.

Canon og Nikon har begge en vipbar 8 cm LCD touch-skærm med 2,1 megapixel opløsning og mulighed for at vælge fokuspunkt med fingeren. På vores Canon-eksemplar var der lidt langsommere respons på fingerberøringer end på Nikon Z7, men det kan skyldes, at kameraet måske ikke var en 100 procent færdig version.

Man kan ikke vælge fokuspunkt på skærmen, når øjet er placeret i søgeren på Nikon-kameraerne. Det fungerer indtil videre kun i live view. Ellers må man ty til joystick-knappen bag på kameraet.

7. Video

Nikon-kameraerne tilbyder fuld 4K-opløsning med 144 Mbit/s fra billedsensoren uden beskæring eller Super 35-beskæring med oversampling (1,5x). De understøtter også 10 bit 4:2:2 via HDMI, neutral N-log-profil, tidskode og fokusmarkering (peaking), og har mange muligheder for eksponeringskontrol og programmering.

Nikon Z7 kan også optage time lapse-sekvenser i 8K-opløsning – 32 megapixel.

Canon EOS R gemmer fuld 4K-opløsning med hele 480 Mbit/s fra billedsensoren, men med en relativt kraftig beskæringsfaktor på 1,7x. Det betyder, at en 50 mm svarer til en 85 mm. Canon har et velafprøvet fokussystem i Dual Pixel AF, der måske er det bedste, vi har prøvet på video-optagelse. Kameraet understøtter også 10 bit 4:2:2 via HDMI, neutral C-log-profil, tidskode, fokusmarkering og omfattende eksponeringskontrol.

8. Lagring

Ingen af kameraerne har mere end én kortplads, hvilket kan opfattes som en ulempe. I hvert fald hvis man mener, at to kortpladser, hvor den ene fungerer som backup, er nødvendigt.

Canon har valgt SD-kort med understøttelse af UHS-II, som indtil videre findes med op til 2 terabyte kapacitet med maks. 624 MB/s. Det forventes, at kameraet vil understøtte den kommende SDUC-standard, der giver op til 128 terabyte og 985 MB/s hastighed.

Nikon har sprunget SD over og i stedet valgt de mere robuste XQD-kort, hvilket også betyder, at kameraerne vil understøtte det kommende CFexpress-format. Indtil videre er der annonceret hastigheder på over 1400 MB/s – et godt stykke over de 440 MB/s, som foreløbig gælder for XQD.

9. Batterikapacitet

Spejlløse kameraer har ikke særlig imponerende batterikapacitet. Undtagelsen er Sony, der minimum giver dig 700 billeder på en opladning med a7 III. Canon EOS R ligger officielt på mellem 370 og 560 billeder, afhængigt af hvor meget man bruger skærmen, og Nikon Z fra 330 billeder, men min erfaring er, at begge let klarer 500 billeder på en opladning.

Canon og Sony har vertikalgreb med plads til flere batterier, som fordobler kapaciteten. De har også udløserknap og indstillingshjul, som er praktisk, når man fotograferer i portrætformat. Et vertikalgreb er også en fordel, når man bruger teleobjektiver, fordi det giver bedre balance, når man holder kameraet i hænderne.

Nikon har annonceret en batteripakke, der kan skrues fast under kameraet, men da Z7 og Z6 ikke har elektrisk overførsel underneden, er det usandsynligt, at batteriet fungerer som et vertikalgreb med udløserknap og indstillingshjul.

10. Objektiver

Der findes intet mindre end tre objektivadaptere til EOS R, som gør det muligt at bruge Canons EF- og EF-S-objektiver. Det betyder, at objektivudvalget er langt større end de fire objektiver, som Canon har lanceret indtil videre til R-systemet.

Den kompakte RF 24-105 mm f/4.0 med optisk billedstabilisering er en ny konstruktion og en glimrende standardzoom til EOS R. Canon har også annonceret en RF 28-70 mm f/2.0 uden billedstabilisering, en RF 50 mm f/1.2 og en lille, billigere RF 35 mm f/1.8 makro med optisk billedstabilisering.

Mens Canon indtil videre ikke har sagt noget om kommende objektiver, har Nikon en køreplan for en serie objektiver i klassen f/1.8 til 2.8, som lanceres i 2019. Lige nu ved vi, at Nikkor Z 24-70 mm f/4.0 bliver den første normalzoom, og at en Nikkor Z 50 mm f/1.8 og en 35 mm f/1.8 – alle sammen skræddersyede – bliver at finde i butikkerne i løbet af 2018.

Ud over Noct 59 mm f/0.95 kommer der i 2019 en 20 mm f/1.8 vidvinkel, en 85 mm f/1.8 portrættele, en 24-70 mm f/2.8, en 70-200 mm f/2.8 og en 14-30 mm f/4.0 vidvinkelzoom.

I 2020 bliver der lanceret en 50 mm f/1.2, en 24 mm f/1.8 og en 14-24 mm f/2.8 til Nikon Z, og det forventes, at der kommer flere teleobjektiver – og måske en D5-ækvivalent i Z-serien – frem mod OL i Tokyo i 2020.

picture1 picture2 picture3 picture4 picture5 picture6 picture7 picture8 picture9 picture10 1_add_on_picture
<
>
Både Nikon Z og Canon EOS R er potente nok til at slås med Sonys a7 III-serie – og Leica SL, selv om det stiller op i en anden klasse.

Måske kan de nye kameraer øge interessen. For salget af kameraer ser ud til at være omvendt proportionalt med entusiasmen for fotografering. Kameramarkedet er i forandring, og de billige kameraer forsvinder fra butikshylderne. Fremtidens kunder er ikke interesseret i kompaktkameraer, de vil have systemkameraer. Gode systemkameraer. De også er villige til at betale for dem, hvilket vi kan se på salgsstatistikkerne. Selv om antallet af solgte kameraer ikke stiger, stiger værdien, hver gang nye salgstal præsenteres, og kameraer til over 5.000 kroner betragtes ikke længere som dyre. Det kan være godt nyt for Canon og Nikon, der for nylig udsendte nye systemkameraer. Ikke spejlreflekser denne gang, men deres første generation af spejlløse systemkameraer. Vi har prøvet dem alle sammen og sammenligner de nye kameraer her.

En introduktion

Med full-frame – 23 x 36 mm – billedsensorer. Ikke de mindre APS-C- eller Micro Four Thirds-sensorer, men det gode, gamle småbilledformat. Lidt misforstået betegnet full-frame, men lad os bare holde os til den benævnelse. Den er trods alt almindligt brugt nu. Det betyder, at Sony (og Leica) ikke længere er alene om at lave spejlløse full-frame-kameraer til entusiaster og professionelle. Et marked, som også Olympus, Panasonic og Fujifilm gerne vil ind på, selv om de har mindre billedsensorer – MFT og APS-C. Når Canon og Nikon nu hopper med på vognen sammen med Sony (og Leica) kan det ske, at markedet får et længe savnet opsving. Det kan gøre det lettere at skabe opmærksomhed på markedet, det kan skabe mindre fragmentering – og ultimativt fjerne spejlreflekserne, som vi kender dem, fra butikshylderne. Fordelene ved spejlløse kameraer er mange. Kamerahuset kan laves mindre, men ikke nødvendigvis mindre potent. Se bare på Olympus PEN-F eller Fujifilm X-T20. Man kan også opnå højere skudtakt som på Sony a9 eller bedre videokvalitet som på Panasonic Lumix GH5, og objektiverne kan laves mindre og lettere. Uden kompromiser. Win-win, eller hvad?

Full-frame

Et spejlløst systemkamera med full-frame billedsensor såsom Sony a7 III er ikke meget større end et Lumix-kamera, men har næsten fire gange så stor billedflade. Det giver plads til lidt større lyssensorer, forudsat at antallet af sensorer er det samme, men også til endnu flere virkelig små sensorer. Hvis man vil have ekstrem opløsning. Som f.eks. på Sony a7R III. Men som vi ved, er opløsning ikke alt. Derfor findes der kameraer, hvor man kan vælge, hvad der er vigtigst. Høj skudtakt til sport og action – typisk over 10-12 billeder i sekundet (fps, frames per second) – lynhurtig autofokus og bufferkapacitet er ikke foreneligt med 50 megapixel. Endnu. Hvis man har brug for ekstrem opløsning på dette niveau, må man ofre noget fart, og skudtakten falder gerne til 5-6 fps.

1. Kameraerne

Der er selvfølgelig meget mere at fortælle om fordele og ulemper ved kameraer, men her skal vi se på de nyeste spejlløse full-frame-kameraer: Canon EOS R samt Nikon Z7 og Z6. Mens Canon EOS R er det første kamera i en ny serie, har Nikon lanceret to nye modeller. Canon-kameraet er et spejlløst full-frame-kamera med en 30 megapixel CMOS-sensor og 5.655 fokuspunkter (!) samt Canons velfungerende Dual Pixel autofokus, én SD-kortplads og en skudtakt på 8 fps. Dog uden billedstabilisering i kameraet. [caption id="attachment_83789" align="aligncenter" width="678"] EOS R er den første model i en serie spejlløse full-frame systemkameraer fra Canon.[/caption] Nikon Z6 kommer tættest på EOS R på papiret, og her får man en 24 megapixel bagbelyst CMOS-billedsensor med hurtig læsehastighed, 273 fokuspunkter, femaksers billedstabilisering og 12 fps skudtakt. Nikon har valgt XQD og den kommende CFexpress-standard for hukommelseskort. Som potentielt kan give hurtigere overførselshastighed end SD. Men også her er der kun én kortplads. Nikon Z7 adskiller sig fra Z6, ved at det har en 46 megapixel bagbelyst CMOS-billedsensor (med femaksers billedstabilisering), 493 fokuspunkter og 9 fps skudtakt; ellers er stort set alt andet i det væsentlige identisk. Med undtagelse af ISO-området. [caption id="attachment_83787" align="aligncenter" width="678"] Nikon Z7 og Z6 ser helt ens ud, men teknisk er de forskellige.[/caption]

2. Billedsensor

De tre kameraer har altså samme store billedflade, men billedsensorerne har forskellige egenskaber. Canons billedsensor er løseligt baseret på, men ikke identisk med den, der sidder i EOS 5D Mark IV. Elektronikken, aflæsningen, lavpasfilteret og den nye Digic8-processor giver forhåbentlig EOS R endnu bedre billedkvalitet, men det er for tidligt at sige. Kameraet kan gemme 14 bit raw-filer, understøtter C-Raw, der komprimerer filstørrelsen, men ikke opløsningen, og har et ISO-område på 10-40.000 – der kan udvides til ISO 50-102.400. Billedsensoren sidder bag en 54 mm stor bajonetfatning, og den korte registerafstand på 20 mm gør det muligt at lave meget lysstærk optik, som kan give god skarphed i hjørnerne på fuld blændeåbning. Nikon har også en ekstra stor bajonetfatning på 55 mm og en registerafstand på 16 mm, og har allerede lanceret en Nikkor Z Noct 58 mm med lysstyrke f/0.95. Billedsensoren i Z7 på 45,7 megapixel – uden lavpasfilter – er bagbelyst og baseret på CMOS-sensoren fra D850, som er den bedste spejlreflekssensor, vi har testet. Kameraet gemmer 14 eller 12 bit raw-filer og har et ISO-område på 64-25.600, der kan udvides til ISO 32-124.00. I Z6 er den bagbelyste CMOS-sensor – med lavpasfilter – på 25 megapixel, og her er ISO-området 100-51.200, som kan udvides til ISO 50-204.800.

3. Autofokus

Lige siden Minolta i 1985 integrerede autofokus i et spejlrefleks (7000) med 2 fps skudtakt, har kameraindustrien forsøgt at gøre autofokus mere præcis og skudtakten højere. Det er ikke nogen overdrivelse at hævde, at de moderne hybride autofokussystemer er overlegne; det gælder i højeste grad også her. Canon topper i teorien med massive 5.655 fokuspunkter fordelt over næsten hele billedfladen. Med Canons superbe Dual Pixel AF og en følsomhed ned til -6 EV er det svært at overgå. Vores indtryk er indtil videre solidt. Autofokus er lynhurtig og støjsvag, selv på EF-optik med adapter, men vi må vente og se, hvor god følgefokus er i praksis. Canon-kameraet har ingen joystick-knap, men man kan bruge en finger på skærmen til at vælge fokuspunkter. Også når man har øjet i søgeren. Nikon Z7 har færre, men større fokuspunkter – 493 styk, fordelt over 90 procent af billedsensoren. Det samme gælder Z6’s 273 fokuspunkter, de er bare større. Nikon oplyser, at følsomheden strækker sig til -3 EV. Kameraerne har ikke Nikons fremragende 3D-fokussporing, så det bliver interessant at se, hvordan det fungerer i praksis. Vores førsteindtryk er godt, men vi har kun prøvet med to af de nye objektiver samt et Nikkor AF-S 85 mm f/1.4.

4. Skudtakt og buffer

Canon-kameraets skudtakt er den laveste her med 8 fps, når fokus låses på første eksponering. Men det har en god bufferkapacitet. Skudtakten falder til 5 fps med følgefokus og helt ned til 3 fps, når fokus er sat til Tracking Priority. Bufferen kan sluge 47 raw-filer og 100 jpeg-filer, før kameraet må vente med at skrive til (UHS-II) hukommelseskortet. Nikon Z7 er lidt hurtigere, trods langt højere opløsning og ditto filstørrelser. Skudtakten på 9 fps gælder 12 bit filer (8 fps ved 14 bit) med fokus og lysmåling på første eksponering, og bufferen klarer kun 23-24 eksponeringer med 12 bit raw-filer og 18 eksponeringer med 14 bit. Eller ca. 25 jpeg-filer. Med lysmåling på alle eksponeringer er man nede i 5,5 fps, og med både lysmåling og følgefokus falder hastigheden yderligere. Nikon Z6 jorder dem begge på hastighed. Her er skudtakten 12 fps, eller 5,5 fps med både lysmåling og følgefokus. Nikon har ikke opgivet noget tal for bufferkapaciteten, men det forventes, at den er langt bedre end på Z7.

5. Kamerahus og ergonomi

Fotografer har forskellige præferencer med hensyn til, hvad der er god ergonomi. Nikon Z7 og Z6 er helt ens udenpå. De er lige store og lige tunge (675 gram), og knapper, indstillingshjul og funktioner er identiske. Det er altså kun det tekniske, der adskiller dem. Kameraerne har en lille OLED-statusskærm på toppen, on/off-knappen sidder rundt om udløserknappen, og der er to programmérbare knapper på fronten ved siden af det rigtig gode håndgreb. Kamerahusene er vejrbeskyttet svarende til D850, og de har tilslutninger til HDMI, USB-opladning, mikrofon, hovedtelefoner og en fremtidig batteripakke. To store indstillingshjul, en joystick-knap bagpå og et programhjul på toppen gør kameraet til en fryd at bruge. [caption id="attachment_83792" align="aligncenter" width="678"] Tryk og drej er som sædvanlig mantraet hos Canon. Læg mærke til den berøringsfølsomme styreflade foran statusskærmen.[/caption] Canon EOS R har også en OLED-statusskærm på toppen, tilsvarende tilslutninger og et rigtig godt håndgreb. Men Canon har valgt en Mode-knap og indstillingshjul til skift af eksponeringsprogram. Det er ikke sikkert, at alle falder for den. Måske heller ikke den programmérbare styreflade bag højre tommelfinger, som jeg stadig ikke føler mig helt fortrolig med. Næsten alle knapper og hjul kan programmeres, men der er ingen knapper foran ved håndgrebet. On/off-knappen er placeret oppe til venstre for søgeren, hvilket er spild af plads efter min mening. Men Canon har annonceret et ordentligt vertikalgreb (BG-E22) med plads til to batterier. I praksis betyder det ét ekstra, idet grebet tager batteriets plads i kamerahuset. Kameraerne virker ekstremt fornuftigt bygget alle tre, men EOS R har ikke så omfattende vejrtætning som Nikon Z. Canon skal til gengæld have ros for, at lukkeren lukker af foran billedsensoren, når strømmen slukkes. Så er sensorerne bedre beskyttet, når man skifter objektiv.

6. Skærm og søger

Leica SL har stadig den største søger, men Canon og Nikon er ikke langt bagefter med 3,7 megapixel og stor forstørrelse. Søgeren i Z-serien kører 60 fps – lidt sølle, når Sony, Olympus og Panasonic kan klare 120 fps. Der er ikke meget black-out-tid på serieoptagelser her, og hvilket der er bedst, må vi vende tilbage til i kommende tests. Canon og Nikon har begge en vipbar 8 cm LCD touch-skærm med 2,1 megapixel opløsning og mulighed for at vælge fokuspunkt med fingeren. På vores Canon-eksemplar var der lidt langsommere respons på fingerberøringer end på Nikon Z7, men det kan skyldes, at kameraet måske ikke var en 100 procent færdig version. Man kan ikke vælge fokuspunkt på skærmen, når øjet er placeret i søgeren på Nikon-kameraerne. Det fungerer indtil videre kun i live view. Ellers må man ty til joystick-knappen bag på kameraet.

7. Video

Nikon-kameraerne tilbyder fuld 4K-opløsning med 144 Mbit/s fra billedsensoren uden beskæring eller Super 35-beskæring med oversampling (1,5x). De understøtter også 10 bit 4:2:2 via HDMI, neutral N-log-profil, tidskode og fokusmarkering (peaking), og har mange muligheder for eksponeringskontrol og programmering. Nikon Z7 kan også optage time lapse-sekvenser i 8K-opløsning – 32 megapixel. Canon EOS R gemmer fuld 4K-opløsning med hele 480 Mbit/s fra billedsensoren, men med en relativt kraftig beskæringsfaktor på 1,7x. Det betyder, at en 50 mm svarer til en 85 mm. Canon har et velafprøvet fokussystem i Dual Pixel AF, der måske er det bedste, vi har prøvet på video-optagelse. Kameraet understøtter også 10 bit 4:2:2 via HDMI, neutral C-log-profil, tidskode, fokusmarkering og omfattende eksponeringskontrol.

8. Lagring

Ingen af kameraerne har mere end én kortplads, hvilket kan opfattes som en ulempe. I hvert fald hvis man mener, at to kortpladser, hvor den ene fungerer som backup, er nødvendigt. Canon har valgt SD-kort med understøttelse af UHS-II, som indtil videre findes med op til 2 terabyte kapacitet med maks. 624 MB/s. Det forventes, at kameraet vil understøtte den kommende SDUC-standard, der giver op til 128 terabyte og 985 MB/s hastighed. Nikon har sprunget SD over og i stedet valgt de mere robuste XQD-kort, hvilket også betyder, at kameraerne vil understøtte det kommende CFexpress-format. Indtil videre er der annonceret hastigheder på over 1400 MB/s – et godt stykke over de 440 MB/s, som foreløbig gælder for XQD.

9. Batterikapacitet

Spejlløse kameraer har ikke særlig imponerende batterikapacitet. Undtagelsen er Sony, der minimum giver dig 700 billeder på en opladning med a7 III. Canon EOS R ligger officielt på mellem 370 og 560 billeder, afhængigt af hvor meget man bruger skærmen, og Nikon Z fra 330 billeder, men min erfaring er, at begge let klarer 500 billeder på en opladning. Canon og Sony har vertikalgreb med plads til flere batterier, som fordobler kapaciteten. De har også udløserknap og indstillingshjul, som er praktisk, når man fotograferer i portrætformat. Et vertikalgreb er også en fordel, når man bruger teleobjektiver, fordi det giver bedre balance, når man holder kameraet i hænderne. Nikon har annonceret en batteripakke, der kan skrues fast under kameraet, men da Z7 og Z6 ikke har elektrisk overførsel underneden, er det usandsynligt, at batteriet fungerer som et vertikalgreb med udløserknap og indstillingshjul.

10. Objektiver

Der findes intet mindre end tre objektivadaptere til EOS R, som gør det muligt at bruge Canons EF- og EF-S-objektiver. Det betyder, at objektivudvalget er langt større end de fire objektiver, som Canon har lanceret indtil videre til R-systemet. Den kompakte RF 24-105 mm f/4.0 med optisk billedstabilisering er en ny konstruktion og en glimrende standardzoom til EOS R. Canon har også annonceret en RF 28-70 mm f/2.0 uden billedstabilisering, en RF 50 mm f/1.2 og en lille, billigere RF 35 mm f/1.8 makro med optisk billedstabilisering. Mens Canon indtil videre ikke har sagt noget om kommende objektiver, har Nikon en køreplan for en serie objektiver i klassen f/1.8 til 2.8, som lanceres i 2019. Lige nu ved vi, at Nikkor Z 24-70 mm f/4.0 bliver den første normalzoom, og at en Nikkor Z 50 mm f/1.8 og en 35 mm f/1.8 – alle sammen skræddersyede – bliver at finde i butikkerne i løbet af 2018. Ud over Noct 59 mm f/0.95 kommer der i 2019 en 20 mm f/1.8 vidvinkel, en 85 mm f/1.8 portrættele, en 24-70 mm f/2.8, en 70-200 mm f/2.8 og en 14-30 mm f/4.0 vidvinkelzoom. I 2020 bliver der lanceret en 50 mm f/1.2, en 24 mm f/1.8 og en 14-24 mm f/2.8 til Nikon Z, og det forventes, at der kommer flere teleobjektiver – og måske en D5-ækvivalent i Z-serien – frem mod OL i Tokyo i 2020. [gallery ids="83786,83787,83788,83789,83790,83791,83792,83793,83794,83795,83797,83798" ]
Vi tester over 450 produkter i året, les denne testen og få full tilgang til Lyd & Bilde
Allerede abonnent? Logg inn.
Prøveabonnement
0,-
Fri tilgang til lydogbilde.no
Bronseabonnement
425,-pr/halvår
1/2 år (6 utgaver) Digitalutgaven Fri tilgang til lydogbilde.no
Sølvabonnement
749,-pr/år
Mest populær
1 år (11 utgaver) Velkomstgave Fri tilgang til lydogbilde.no Digitalutgaven
Gullabonnement
1149,-pr/år
1 år (11 utgaver) Ny digital film hver måned Velkomstgave Fri tilgang til lydogbilde.no Digitalutgaven
Abonnementet fornyes automatisk til ordinær pris: Måned kr 49,-

Med et abonnement på Lyd & Bilde får du:

Fri tilgang til lydogbilde.no Digitalutgave (iPad/Android) hver måned Betydelig rabatt Velg selv lengden på ditt abonnement, med eller uten SF Anytime Flott velkomstgave på årsabonnement

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-