Ikke alle ved det, men Blackmagic har haft et videokamera med 12K opløsning i deres sortiment siden sommeren 2020. Det hedder URSA Mini Pro 12K, og er blandt de mest avancerede digitale filmkameraer på markedet. Det er dog langt fra det dyreste. I en verden, hvor videokameraer kan koste mange hundrede tusinde kroner, er det absolut ingen ågerpris Blackmagic kræver for deres kamera.
Som om dét ikke er nok, kommer der nu en ny version af 12K-kameraet, hvor der denne gang er inkluderet et optisk lavpasfilter. Derfor hedder den nye udgave URSA Mini Pro 12K OLPF, hvor bogstaverne i slutningen af navnet står for Optical Low Pass Filter. På trods af at der er tilføjet en komponent, er prisen faktisk bare blevet endnu mere behagelig.
Et lavpasfilter bruges til at modvirke moiré-effekten fra skarpe mønstre i LED-skærme, ternede skjorter på interview-personer, og andet i billedet, der kan give problemer for kameraet.
URSA Mini Pro 12K OLPF filtrerer også infrarødt lys fra, for at give en skarpere gengivelse af synlige røde farver.
12K Super 35
Blackmagic URSA Mini Pro 12K har hele 12288 x 6480 pixels på en Super 35 billedsensor, hvilket vil sige 80 megapixel. For hver eneste billedrude. Kameraet har 14-trins dynamisk rækkevidde, hvilket er nogenlunde standard for mange fuldformat-kameraer, men ikke i samme grad standard for de mere kompakte Super 35 sensorer. Her er det mere almindeligt at se 12-13 trin. Det kan måske virke trivielt, men faktisk giver 14 trin ikke mindre end dobbelt så meget lystransmission som 13 trin. Det er naturligvis meget relevant, især for indy-filmfotografer og entusiaster, som måske ikke altid har fuld kontrol over belysningen.
Stort billede, store muligheder
Jo højere opløsning et videokamera har, jo bedre. En ting er, at du kan være mere fremtidssikret på indholdssiden, efterhånden som der produceres TV’er og projektorer med stadig højere opløsning. Men det er ikke det vigtigste.
Vigtigere er muligheden for at kunne beskære – for at zoome ind – i en scene i klipperummet efter optagelsen. Film en scene længere væk, og skab et mere intimt udsnit bagefter. Eller få fuld kontrol, når du tænder for digital billedstabilisering. Alt sammen uden at miste pixel-information i billedet, når filmen skal eksporteres til 4K til sidst i redigeringsjobbet.
En anden fordel har at gøre med billedstøj. Hvis du ikke beskærer, men i stedet beholder billedrammen, sådan som den blev filmet, får du mindre støj, når videoen skaleres ned. Når en gruppe af pixels skal reduceres til én pixel, vil denne modtage en gennemsnitsværdi af hele pixelgruppen, således at enkelte pixels, der skiller sig ud og fremstår som billedstøj, bliver annulleret.
Lover de bedste billeder
Blackmagic lover os de bedst mulige 8K og 4K billeder med “subtile hudfarver og ekstraordinære detaljer svarende til high-end still-billede-kameraer.
Kameraet kan filme i 12K op til 60 fps, 8K og 4K i 120 fps, og desuden 4K i 240 fps – inklusive beskæring af udsnittet (Super 16).
URSA Mini Pro 12K bruger PL (Panavision) bajonetbeslag, og har indbyggede ND/filtre, både CFast og UHS-II SD-kort-indgange, samt en SuperSpeed USB-C-udgang.
Fungerer med flere objektivtyper
Kameraets originale bajonetbeslag kan nemt ændres til EF (Canon) eller F (Nikon). Dermed er den kompatibel med et meget stort arsenal af professionelle linser. Den behøver kun en L-ramme (Leica, Panasonic) for at være komplet.
RAW-optagelse
URSA Mini Pro 12K kan filme med codec’en Blackmagic RAW i fuld opløsning. Vi lover, at denne codec er så effektiv, at man kan redigere 12K-video på en bærbar computer lige så nemt som med normale HD- eller Ultra HD-filer. Noget man slet ikke kan med andre codecs.
Blackmagic URSA Mini Pro 12K OLPF: Tilgængelighed og pris
Blackmagic URSA Mini Pro 12K OLPF er tilgængelig nu, til en pris af 56.995 kroner.
Mere information: blackmagicdesign.com
Fakta:
- 12,288 x 6480 12K Super 35 sensor.
- Optisk lavpasfilter reducerer moiré
- Til spillefilm, visuelle effekter (VFX) og højkvalitets reklamefilm.
- 14-trins dynamikområde og native 800 ISO.
- Blackmagic RAW optimeret til Metal, CUDA og OpenCL
- Generation 5 Color Science med ny filmkurve
- PL-fatning inkluderet, og valgfrie EF- og F-fatninger tilgængelige
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer