Bittesmå actionkameraer er vældig praktiske, når man vil filme dykning med hajer, et halsbrækkende downhill-løb eller landskabet set fra en bjergtop.
DJI’s nye actionkamera er ifølge virksomheden skabt til netop sådanne udfordringer. Osmo Action 4 kan også filme i lang tid på én batteriopladning. Eller hvad med 4K-video i 2,5 timer, før batteriet skal til opladning? Ja, tak.
DJI oplyser, at 18 minutters opladning giver 80 procent batterikapacitet, men hvis man vælger Adventure Combo-pakken, får man tre batterier og en praktisk oplader med plads til alle batterierne. Det burde være nok til de længere ture, hvor man ikke har opladningsmuligheder.

Som sædvanlig er der et stort udvalg af tilbehør til Osmo Action. Heriblandt holdere, selfiesticks, beslag og fjernbetjeninger. De grundlæggende specifikationer fortæller om et kamera, der kan filme i op til 150 minutter ved 20 minusgrader, at det er vandtæt ned til 18 meter (mere med undervandshus), og at det har en 1/1,3 tommer billedsensor med en blænde på f2.8 i en ultravidvinkel med et synsfelt på 155 grader.

Osmo Action 4 optager video i 4K med op til 120 fps, og det har 360-graders HorizonSteady-stabilisering, som skal gøre optagelser mere stabile, når bevægelser ellers ville ryste kameraet så meget, at optagelserne bliver ubrugelige. For kvalitetens skyld kan man optage video i 10-bit D-log M, som giver et bredere farvespektrum og mere dynamik at arbejde med i efterredigeringen.

Kameraet har touchskærm og knapper, som giver hurtig adgang til de vigtigste kameraindstillinger. Det har også stereomikrofoner og wi-fi-livestreaming via mobilen.
Som nævnt fås Osmo Action 4 i to udgaver. Standard Combo er basisudgaven til 3.339 kroner, mens Adventure Combo til 4.199 kroner bl.a. inkluderer to ekstra batterier og en batterioplader.
