Kameraklassikere

Lige siden Oskar Barnack lavede det første småbilledkamera med 135-film, har kamerafabrikanter over hele verden forsøgt at forbedre det originale design.

Nogle af dem har vægtet funktion frem for form i en sådan grad, at det har ført til mindre attraktive kameraer. Andre har tænkt så meget i form, at funktionaliteten og dermed brugervenligheden er kommet til at stå i skyggen af designet. Men i enkelte tilfælde har udviklerne formået at skabe et design, der kombinerer form og funktion på forbilledlig vis.

Disse kameraer har vi listet her. Og for at gøre udvælgelsen ekstra svær – og nåleøjet ekstra lille – har vi kun inkluderet ét kamera fra hver af de 16 valgte producenter. Ikke fordi de nødvendigvis er de perfekte eksempler. I mange tilfælde kunne vi have inkluderet flere modeller fra samme producent, men hvis man skal kun vælge et kamera, ja, så går det sådan …

Agfa Optima 335 Sensor

Agfa producerede kameraer med den karakteristiske orange udløserknap i mange år, og det her er måske det smukkeste af dem: Optima 335 Sensor fra midten af 1970’erne. Det kompakte kamera havde et enkelt og stilrent design samt en stor, lys optisk søger, blitzsko, manuel fokus i tre trin og blændeforvalg.

Denne udgave havde et 40 mm f/3.5 Agnatar-objektiv med lysmåling underneden samt Agfas særlige sensorudløser, der nærmest ikke havde noget dødpunkt. Heller ikke nogen nævneværdig udløserforsinkelse. Andre modeller i samme serie og med tilsvarende design var Optima 535, 1035, 1535 og Flash med integreret blitz.

Braun Nizo 561

Braun

Braun var ikke kendt for kameraer, men de lavede smalfilmskameraer. Og deres chefdesigner Dieter Rams, der havde en hånd (eller rettere blyant) med i det meste hos Braun, designede også nogle af smalfilmskameraerne i Nizo-serien.

De var enkelheden selv. Ingen unødvendig pynt eller staffage, kun det mest nødvendige. Nizo 561 på billederne her var et Super 8-kamera, der kunne køre 18, 24 eller 54 fps. Det kom med en 7-56 mm f/1.8 zoom og havde interval-timer, makrofokus og automatisk eller manuel eksponering.

Brauns Nizo-kameraer blev bl.a. brugt af kunstnere som Andy Warhol.

Canon EOS-1

Jeg kan næsten høre tidligere ejere af Canon T90 rive sig i håret. Og sukkene fra gråhårede F1-ejere. Men når man kun kan vælge ét kamera, så må det være EOS-1 fra 1989. Her afbildet som EOS-1n.

Det er, trods ældre EOS-modeller, stamfaren til nutidens Canon-kameraer. Og noget så vellykket. Se bare, hvor lidt designet har ændret sig på 30 år. Man fifler ikke med noget, der funker. Det helelektroniske kamera har næsten kun knapper til betjeningen. Det virker, som om Canon har skåret alt overflødig væk fra glasfiberkroppen og nærmest formet det til perfektion for at passe til menneskers hænder. En kommende klassiker.

Contax G1

At vælge ét Contax-kamera er ikke let. Få har haft en så lang række af stilrene og funktionelle kameraer, men valget faldt i sidste ende på Contax G1 fra midten af 1990’erne. Lillebror til det større og mere uhandy G2.

G1 var et af de første målsøgerkameraer i verden med motoriseret filmfremtræk og autofokus. Det havde udskiftelig optik af meget høj kvalitet, til og med en zoom, og var efter alle tænkelige standarder et af de bedste værktøjer, man kunne bruge til fotografering.

G-serien er for længst ude af billedet, men går for pæne summer på brugtmarkedet, i høj grad på grund af den solide kvalitet og Zeiss-optikken, som det vel kun er Leica, der kan lave lige så godt.

Fujifilm X100

Fujifilm X100 fra 2010 er det eneste kamera fra 2000’erne, der er kommet med på listen, og det eneste digitalkamera. Ikke fordi der ikke er andre gode kandidater blandt de digitale kameraer, men fordi ingen kommer i nærheden af X100’s elegante og funktionelle design.

Kameraet med 35 mm f/2.0 objektiv og et mildt sagt klassisk retro-look er måske de sidste ti år mest vellykkede kameradesign. At et kamera, der henter inspiration fra 60’ernes design, slår alle andre nyere kameraer, bør give stof til eftertanke for elektronikproducenter, der også er blevet kameraproducenter.

Hasselblad 500c

Kameraet, der blev efterladt på månen, og alt det dér er fint nok, men 500c er med på listen af andre grunde. For få steder finder man et så vellykket kamerakoncept, modulopbygget, samlet i hånden og med knivskarp Zeiss-optik foran. Hasselblad 500c fra 1957 er det arketypiske professionelle kamera til studiefotografer, portrætfotografer og for så vidt også landskabsfotografer.

Hvis jeg kun skulle have ét kamera i mit arsenal, så skulle det være dette.

Kodak Bantam Special

Kodak skal selvfølgelig også være med i det gode selskab, og hvilken model er mere oplagt end Bantam Special fra 1936? En velskabt førkrigsmodel i stil med datidens Cords, Panhards og Cadillacs.

Bantam havde bælgobjektiv og kunne klappes sammen som et smykkeskrin. Objektivet var en 45 mm f/2.0 Ektar med Compur-lukker, og kameraet brugte Kodak 828-film på 28 x 40 mm. Altså lidt større end almindelig 35-film.

Konica Hexar

Konica Hexar kom i flere udgaver. Her er det Hexar AF, måske det smukkeste af dem alle. Der fandtes også et Hexar RF med udskiftelig optik, som mange foretrak af netop den grund, men det her er et lækrere kamera efter min mening.

Kameraet så dagens lys i 1993 og havde en relativt stor målsøger med linjer, der viste billedudsnittet fra den skarpe, fastmonterede 35 mm f/2.0 med autofokus. Hexar AF var kendt for sit næsten lydløse motoriserede filmfremtræk og selvfølgelig sit enkle og stilrene design.

Leica M3

Ah, Leica. Hvor skal man begynde? Det er fristende at trække Titanium-versionen af Leica M9, der ses på artikelbilledet, frem. Designet af Walter de Silva, kendt for sit arbejde for bl.a. Alfa Romeo, Seat og Audi.

Men nej. Det må blive M3 fra 1954, efter meget frem og tilbage. For mange er det kvintessensen af Leica. Det første med en ordentlig fremtræksarm i stedet for det bøvlede hjul samt en stor, lys søger, der gjorde det lettere at komponere billederne.

Leica M3 blev hurtigt det foretrukne værktøj for reportage-og krigsfotografer over hele verden på grund af den lydløse betjening og det diskrete udseende. Desuden kunne det tåle nogle knubs, og optikken var noget af det bedste, man kunne fotografere med. Og er det faktisk stadig.

Minolta XD-7

Minolta var en årrække samarbejdspartner for Leica, og de elektroniske innovationer i Minolta XD-7 skulle senere finde vej til Leicas spejlreflekser.

XD-7 fra 1977 var verdens første kamera, der kombinerede lukker- og blændeautomatik. På trods af den batterikrævende automatik kunne kameraet tage billeder på 1/100 sekund, når den mekaniske lukker var spændt. Det for den tid kompakte spejlreflekskamera var solidt bygget i metal og havde en ekstraordinært lys matskive, som gav et glimrende søgerbillede, hvor røde lysdioder indikerede lukker eller blænde.

Minox 35 GL

Minox var kendt for deres bittesmå kameraer med opklappelig optik, såsom 35 GL fra midten af 1970’erne. Mange af Minox-kameraerne havde simpel automatik og manuel fokus, men nogle af dem havde blændevalg. Stort set alle havde blitzsko, og selvfølgelig lavede Minox små blitz, der matchede det tidløse design.

Nikon F3

Det var ikke nogen let opgave, Nikon F3 fik i 1980. Kameraet skulle erstatte arbejdshesten F2 i dets mange varianter, men F3 blev efterhånden godt modtaget og kom også i mange versioner.

Kamerahuset var designet af Giorgetto Giugiaro og var et pragteksempel på “form følger funktion”. Bortset fra måske for hardcore-fans af F2.

F3 var i en årrække Nikons topmodel og blev ikke erstattet, før F4 kom otte år senere, men i den lange række af Nikon-kameraer er det svært at glemme F3. F4 er der næsten ingen, der taler om i dag.

Olympus OM-1

Placér et Olympus OM-1 ved siden af et hvilket som helst spejlreflekskamera, og det er næsten ikke til at fatte, så lille det er. OM-1 blev vist frem første gang i 1971 og var i mange år verdens mest kompakte systemkamera. OM-1 er selve grundversionen, med mekanisk lukker, et formfuldendt simpelt design og lukkertids- og blændevalg på objektivet.

Det originale Maitani-design skiller sig ud den dag i dag, og det er en skam, at ingen har taget handsken op og lavet et digitalt OM-kamera, hvor alt overflødigt er skrællet væk til fordel for enkelhed og brugervenlighed. Fotografier skabes trods alt ikke af ingeniørernes computere, men af mennesker.

Pentax MX

Guderne skal vide, at der er mange Pentax-kameraer at vælge imellem. Jeg har valgt MX fra 1976, fordi det viser alt, hvad Pentax stod for på den tid. Enkel betjening, kompakt kamerahus og solid konstruktion. Altså omtrent som i dag, bortset fra det med betjeningen.

MX var et mekanisk kamera med integreret lysmåler og manuel eksponering. Ingen dikkedarer, ingen pynt, bare et værktøj. Det er derfor, jeg godt kan lide det.

Polaroid SX-70

Det mest elegante af alle Polaroid-kameraer er SX-70 fra 1972. Et sammenklappeligt spejlreflekskamera, der tog Polaroid-film i kassetter og fremkaldte billederne på stedet. Et mirakel! Man kunne selv vælge blænden, fra f/8.0 til f/22, mens kameraet valgte lukkertiden. Den velkendte røde knap er udløserknappen, og på toppen sidder søgeren. Billederne kommer ud foran, når eksponeringen er færdig.

Når det var klappet sammen, kunne det være i en taske eller i handskerummet på bilen. En klassiker, uden tvivl.

Rolleiflex 3.5

En anden klassiker er utvivlsomt Rolleiflex. Et kamera, der blev produceret allerede i 1920’erne i Tyskland, men her har vi valgt Rolleiflex 3.5 med to objektiver – et til film og et til søger – som også fandtes i en anden version, 2.8, idet tallet indikerer den største blændeåbning (dvs. laveste tal). De fleste af disse skaktsøgerkameraer blev produceret fra begyndelsen af 1950’erne til midten af 60’erne, og produktionen af Rolleiflex-modeller med integreret lysmåler foregår stadig i dag.

Hvilket kamera synes du burde være med på listen? Diskutér i kommentarfeltet nedenfor.

Lasse Svendsen

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.