Normalt er en ny farve ingen større nyhed, hvis man ser nøgternt på det. Men netop denne nyhed fik det nu til at kildre lidt i mine fingre.
Leica SL2 i sølv minder mig om Leicaflex, R3 og senere R-modeller, som alle kunne leveres i sort eller sølv. Sort til diskret fotografering; sølv fordi det er det mest klassiske, selvom Leicas første kamera faktisk var sort.
Et sølvfarvet SL2 adskiller sig ikke fra et sort SL2. Kameraet har den samme 47 megapixel CMOS fuldformat-sensor som vi kender fra før, og ISO kan sættes op til 50.000. Det har også moderne enheder som Bluetooth og Wi-Fi, og du kan downloade billederne til Leica FOTOS-app’en på din mobil.
Kameraet vil være tilgængeligt i et sæt med Leicas meget skarpe Vario-Elmarit-SL 24-70mm f/2.8 ASPH, men også i et sæt med den fuldt manuelle Noctilux-M 50 f/1.2 ASPH, som også inkluderer en M-adapter til L-mount.
Leica SL2 i sølv eller sort, med og uden objektiv, vil være tilgængelig hos udvalgte forhandlere inden for kort tid.